Nemme krydderflutes

Vi kan mægtigt gode lide flutes med noget smag i, hjemme hos os, og Nordboen spørger til en opskrift på førnævnte krydderflutes.

Har jeg tid, bager jeg selv almindelige flutes, men købeflutes er også OK. Gerne den type flutes, der er beregnet til, at skulle bage helt færdig i ovnen.

Jeg flækker flutesne på langs, i en over- og en underdel, der er nogenlunde lige store. Derefter smører jeg flutesne med smør, et tyndt lag over det hele, og så finder jeg de rette krydderier frem.

Jeg bruger den græske blanding til græsk inspireret mad, til andet mad bruger jeg enten en neutral blanding af tørrede krydderier( brasekartoffelblanding) eller også vælger jeg en italiensk blanding.

Vil vi have ekstra hvidløg, knuser jeg et halvt fed hvidløg ud over hvert brød og fordeler det ovenpå smørret – det er let, da det glider fint. Friske krydderurter kan også bruges. Hak dem og fordel dem over brødet.

Skal vi have flutesne til suppe, så slutter vi af med et lag revet ost.

Flutesne bages i ca. 8 minutter ved 200 grader, til de får en fin gylden farve- og de er et hit, fordi de knaser, har smag og er gode til næsten alt. Beregn ½ flute pr person, fordi de er så gode 🙂

Og så kan man godt sige “Jensen Go home”

Skriv en kommentar