Weekendhygge

Ja, jeg var jo alene nogle timer om lørdagen. Og nogle af mine alenetimer blev brugt på at gå en lang tur med hunden. For vejret var jo bare pragtfuldt, og når man gik igennem skoven i solstriberne, kunne det mærkes at NU er solen ved at få lidt magt tilbage, på trods af at sneen knirkede under mine fødder.

Og himlen var høj, flagspætten knoklede løs og småfuglene, der vinterbeboer skoven var også aktive, så det var en tur med lyd på. Og jeg nød det – og glædede mig samtidigt over at nu er det snart så lyst, så jeg kan gå tur med hunden gennem skoven når jeg kommer hjem.

Husbond kom hjem senere på eftermiddagen medbringende en sølvmedajle, som deres hold havde kæmpet bravt for at vinde. Tillykke med både medaljen for vestkredsen, samt det at I nu sammen med de 5 andre bedste klubber i landet kan komme til hold-DM i februar.

Klokken 18 hentede jeg yngsten, der havde været på et 8-timers-spejderløb, hvor de havde gået ca 12 km og løst en masse opgaver og lavet bålmad. Hun havde også hygget sig med det. Og lørdag aften gik med fjernsyn, lidt hyggeslik og bare “os tre”.

Drengene havde derimod været på “Sjok”, der er et årligt tilbagevendende løb for tropspejdere på 12-16 år. Så de havde været i gang fra kl 11.30 lørdag til søndag morgen klokken 6.30, hvor de sidste opgaver var løst, og de godt trætte, ømme og forfrosne var ankommet til slutstedet. Og 19 timer ude i januarkulden er altid noget af en “manddomsprøve”. Men de overlever jo… og det styrker dem, når de kommer igennem…

De stoppede klokken lidt i tolv søndag, hvor vi allerede var omme på skolen til fællesspisning med 5. klasse. Så husbond smuttede dem lige hjem i seng, mens jeg dækkede op for vores familie på fællesbordene. Forældre samt søskende og femteklasserne mødtes, medbringende hver en ret mad, som så blev sat på fællesbordet. Og de andres mad er jo altid meget sjovere, ikke? Vi fik spist, hyggesnakket og børnene fik leget- vi var i fritidsordningen, hvor de alle jo er stoppet, så der var også en god gang nostalgi med i det- d vi kigge på billederne af poderne tilbage fra de gik i børnehaveklasse….

Efter fællesspisning havde vi okkuperet det meste af Bowl-Inn i Svendborg, hvor vi blev sat på henholdsvis mødre-, fædre-, 5.klasse- og sødskendehold. Vi havde en helt speciel hyggelig, sjov og dejlig eftermiddag sammen. Og da vi sagde farvel til hinanden, var det med en følelse af “vi-er-nu-et-godt-forældre- og-barn-taem”.

På vej hjem ringede veninden fra Svendborg og spurgte om hun måtte komme, medbringende hundevennen. Det måtte hun selvfølgeligt gerne, og resterne fra weekendens mad blev fundet frem, tilrettet lidt, og serveret til aftensmad. Hyggelig aften for både hunde og mennesker. Og en god afslutning på en weekend, der på trods af mange aktiviteter alligevel var afstressende.

SÅ kom der hul igennem

Den yngste ringede da jeg var på vej hjem fra arbejde i går, at TDC havde ringet og sagt at NU var der atter telefon.

Så aftenen i går gik med blandt andet at få opdateret ting på vores klubs hjemmeside, få hentet outlook-posten ned. Den havde sidst fungeret fredag. Og så lige at rende de sædvanlige blogs, nyheder og tv-programmer igennem.

Egentligt lidt utroligt at jeg dagligt checker op på tv-programmer. Jeg så fjernsyn lørdag aften sidste gang, så det er ikke just tv-kigning, der præger mit liv. Men hvis der virkeligt er noget af interesse, så går jeg da op og ser på det…

Så valget mellem computer og tv ville klart være computer.

Stadigt i stykker…..

er status på internet og fastnettelefon.

Så vi omarrangerer vores liv, så det er tilpasset internetfri zone. Drengene er gået i gang med at spille Monkey-Island, og så har de spillet noget LAN-spil i stedet for at surfe.

Lillesøster har smidt sig og ser nu nogle af de DVD-film hun ikke har haft tid til at se endnu.

 Og os voksne? Tjaeh, vi har testet de gamle kabaler, sudoku og minestryger, bare fordi….

Og nej, vi er da ikke spor afhængige af nettet nogle af os, vel ? 🙂

Jaaehhh… 1oo kroner her, 100 kroner dér…

Klippet fra Fyens Stiftstidendes netavis:

Og advokat Arne Knudsen, Dania Advokater, konkluderer i et notat, at Svendborg Kommune lovligt kan sælge Svendborg Vand og udskille selskabet i to selskaber, og score en gevinst på 100 kr.

Og så er det lige at jeg tænker om det så er besværet værd???? For 100 kroner?

Delvist internet

.. er frustrerende. Vi har kabelfejl, og det har været galt siden i tirsdags. Jeg fejlmeldte det i torsdags, hvor jeg sad hjemme og arbejdede- og blev smidt af serveren mindst 50 gange i løbet af dagen, pga manglende forbindelse.

Telefonen knaser helt vildt og der bliver forbindelsen også afbrudt i perioder. På trods af min 4 mbit forbindelse, er min gennemsnitlige hastighed i disse dage mellem 200 kbit og 1 mbit. Ikke lige optimalt!!

Og i morges så jeg så TDC oppe ved landevejen, da jeg kørte datteren til spejderløb. Da jeg kom hjem holdt de udenfor mit hus, målte, kløede sig i hovedet og så opgivende ud. De har efterfølgende gravet en masse op, kigget…checket og da klokken nærmede sig to, dækkede de hullet til og kørte hjem.

 Og mit internet og telefon? Ja, det er det samme, så jeg regner med at de returnerer på mandag og får lavet det!!! For hvor er man bare blevet vænnet til at det bare ligger der, internettet med sine uendelige mængder informationer, film ( jeg skulle have haft set forbrydelsen), tv-oversigter, netaviser osv.

Alt det man pludseligt skal undvære- det er faktisk ikke sjovt!!!  At undvære internettet er nærmest som at undvære sin personlige informator!!

Det er GODT

.. at have en chef, der værner om én!!!

Jeg mærker i stigende grad, og glædes over at min chef er meget opmærksom på mine arbejdsopgaver og dermed arbejdsbyrde.

Han er dygtig til at vurdere den, og er det ikke OK med det pres der er på mig, går han til andre chefer og beder dem om at skaffe ressourcer til aflastning af mig- og det bliver gjort pr omgående!!!

 Synes han ikke at jeg skal påtage mig opgaver , ønsket fra andre, står han fast, og jeg kommer ikke til at lave opgaver jeg ikke har aftalt med ham.

 Er nogle af mine opgaver forbundet med omveje, som f.eks at skulle spørge i systemet om nogle værsier, for derefter at lægge dem sammen, og så til slut kunne lave MINE beregninger, jamen så er det da klart at han forlanger at jeg i stedet for modtager de bearbejdede data til MIT forbrug.

Jo, jeg bliver værnet godt om- og at det så ydermere er en meget kompetent og dygtig chef jeg har – ja det gør bare min glæde ved det nye job større!!! For kompetente, dygtige chefer der VED hvad deres medarbejdere laver, de er sjældne!!

Forresten, jeg er af gammel chef inviteret med gammel afdeling til wellness-aften med mudder, hysteriske æteriske olier og das ganzez schweinerei…Så helt glemt er jeg ikke af eks-kollegerne.

Lækkert, ikke?

HURRA, HURRA og atter HURRA!

Lærke

I dag er det 12 år siden at jeg på Svendborg sygehus kl. 23.26 fødte en lille pige på 46 cm og 24oo gram.

Fødslen var blevet igangsat kl. 14 om eftermiddagen, hvor jeg – af en sur jordemoder havde fået sat en stikpille op…Hun var vred, fordi min livmoder slet ikke var klar, og mente at jeg skulle igennem dagevis af stikpiller og en langvarig smerteproces. Heldigvis fik hun ikke ret, og jeg fødte faktisk under hendes kyndige hænder 7½ time senere.

Faktisk var det lige ved at gå FOR hurtigt! Jeg kom på undersøgelsesstuen klokken lidt i elleve, hvor jeg blev undersøgt og erklæret “næsten lukket” . Blev spurgt om hun måtte tage vandet. Ja, sagde fruen, og så gjorde de det, kl ti minutter over elleve.

Jeg mumlede fælt de efterfølgende ti minutter om “%&/)¤%# konstante veer¤)/”, hvorefter at jeg bare vidste at NU var det NU . Mellemste kom jo så stærkt, at en masse ting gik lidt galt….. Så husbond blev sendt efter jordemoder med besked om NU!!!

Jordemoder kom, så og vidste at jeg havde ret, da jeg sagde ” pressveer”!!!  Og at jeg næsten ikke kunne holde igen mere…

Så mens jeg rejste mig på knæ i sengen…klamrende mig til galgen, blev min seng flyttet ind på fødestuen, men for sent!

Så snart døren var lukket ( for jeg ville faneme bare  IKKE føde på gangen) sagde jeg stop, og at det var for sent, men at hun skulle komme og gribe den kommende datter, så hun ikke kom galt afsted som broren, der IKKE nåede at blive grebet!

Så en meter inde i fødestuen- i en almindelig hospitalssseng, ovenpå dyne og det hele, kom min datter til verden. Smuk, velskabt, livsglad og mod en masse odds!

Og nu – 12 år efter- kan jeg stadig glæde mig over at jeg på trods af alle advarsler valgte at gennemføre graviditeten og opnå også at få en datter!!

 Så:

Tillykke Lærke, din dejlige ønskepige!

Previous Older Entries