Godt nytår


Herfra skal lyde en hilsen om et godt nytår og et ønske om et vidunderligt 2006. Må dine drømme fuldfyldes og må din sjæl få ro og din krop strutte af sundhed. Gid dine sorger preller af og dine glæder vokser op som roser af en god muldjord. Gid du må gå både ind i 2006 – og ud igen om et år, og kunne sige ” Jeg er lykkelig”!

Hvad mere kan man ønske sig?

En quick-dag

Den fløj – dagen.
Jeg vågnede alt for tidligt, den indre alarm virker desværre alt for godt, så jeg var vågen før fem.
Da klokken blev fem ringede det ene vækkeur *argh* èn ting er at være vågen alligevel, en anden er at det bare skal være stille og roligt, og at vækkeuret IKKE skal ringe en time før tid.
Jeg skubbede selvfølgeligt til husbonden, så han kunne slukke det. Det var jo hans ur, og hvorfor skulle han bare sove, mens jeg lå og led ved larmen *he he he*
Tyve over fem kom sneskraberen forbi- en luksus, som jeg værdsætter, og gerne betaler skat for! Tænk at de rydder vores blinde vej, så vi kan komme afsted på arbejde. Tak kommune!!!
Klokken seks lød det rigtige vækkeur, og vi stod op og tøffede i bad sammen.
Var begge inde og brokke os til ældstebarnet, der faktisk først var på vej i seng, og spurgte os, hvorfor vi var så tidligt oppe. Teenagere!!
Jerg satte morgenmad frem, tørrede hår og drak min kaffe mens husbonden var ude at starte bilerne, og skrabe den ene som ikke stod inde fri for sne. Da klokken var syv tullede jeg så i roligt tempo mod Odense, hvor jeg var et par minutter over otte. Men så havde jeg også kørt stille og roligt.
Dagen gik hurtigt, der var telefoner, praktiske opgaver, og til slut en øl/vand og kransekage sammen med kollegerne i kantinen, hvor vi ønskede hinanden godt nytår.
Jeg GLÆDER mig søreme til at se hvad det nye år bringer. Jeg er SÅ glad for mit arbejde, og kan ikke tro andet end at jeg får stor indflydelse på min kommende jobsituation i året der kommer. Det bliver en udfordring af de sjove!
Nå ud at handle på vejen hjem. Bille have haft gammeldags højreb med ben til maden i morgen, men måtte “nøjes” med oksefilet i stedet for. Et lækkert stykke på 1,6 kg, der skal helsteges i morgen.*uhm* Tilbehøret blev også handlet, og vi valgte at bestille pizzaer ude til i dag.
Mad, fjernsyn og hygge, og det var så den dag. Den gik stærkt, var god og er vel egentlig meget sigende for mit 2005. Der er sket meget, tempoet har været højt, men jeg har været med i sindet og haft roen til tempoet. Modsigende og alligevel sandt. Det kræver sin kvinde at arbejde i det tempo som både jeg og vel også mange andre kvinder har.
Men jeg elsker det! Hvad med dig? Eleker du også de halvtravle og alligevel givende dage?

Snestorm kom an!

Jeg har heldigvis fri i morgen, så jeg venter bare på at sneen skal falde, og jeg kan sige :PYT!
Indkøbene er klaret af husbond – vi manglede egentligt ikke noget vigtigt, men chips og sodavand er lige nu ved at blive bragt hjem.
Frikadellerne småsimrer på panden, og de to små småhygger med hvert sit. Mellemste med den nye guitar og Tullen med at male og se film. Og jeg glæder mig til at vågne op i morgen til et landskab, hvor sneen forbliver hvid. Kigge ned mod skoven og se det mest vidunderlige landskab i hvid, blå og mørk.
Og fordi vi ikke skal på arbejde før fredag, skal vi ud at gå en tur i driverne i morgen, nude suset og bare sige kom an sne! Fordi du er så skøn!

Ren ro og afslapning

Ja, så er julen overstået, og jeg NYDER mine fridage! Juleaften pakkede vi bilen, børnene og gaverne og susede til Ballerup for at holde jul med svigerfamilien. Klokken to om natten pakkede vi de nu åbnede gaver, trætte unger og ti kilos ekstra kropsvægt sammen og susede tilbage til Sydfyn. En lang, men hyggelig aften, hvor mellembarnet påstod at han havde fået sit livs bedste julegave ( en el-guitar), som selvfølgelig skulle afprøves klokken halv fire om morgenen :o)
Men det er jo kun jul en gang om året, så pyt med sengetider.
1. juledag var vi hos morfar og hans kæreste – først var vi et smut på kirkegården med en krans til mormors grav. Sært som tiden går, nu er det fire år siden at hun døde, min mor. Det føles både som en evighed siden, og alligevel som om, at vi lige har mistet hende.
Nå, men julefrokosten hos morfaren og kæresten gik rigtigt godt, min bror og nevø var der også, og vi udvekslede gaver – rart når det deles over et par gange. En rigtig hyggelig eftermiddag sammen med familien, god mad og maser snak. Ren julehygge.
2.juledag var vi “bare” hjemme…. læste, så film, spillede computer og alt hvad vi havde lyst til.
Som husbond sagde : “Vi nåede ikke noget” …Men det er også formålet med julefred!!
Og i går tog vi så et smut til Odense for at bruge gavekort og for at bytte gaver. Der var ikke så mange mennesker som frygtet, da vi arriverede sidst på eftermiddagen. Vi brugte kun en god time på bytteri, og kunne derefter tage hjem og dase igen.
Havde købt noget lækkert bøfkød hos slagteren og lavede ½-pundsbøffer med livretstilbehør. Dvs både bearnaisesauce og god bøfsovs, både champignongs og bløde løg, ærter, flutes og halve bagte kartofler, surt og rødbeder. Blev vi mætte? JEPS!! :o)
I dag rydder vi lidt op, husbond får checket bilen, ældsten er hos en pigeveninde, og jeg satser på at gå i gang med næste bog på læselisten, nemlig min gavebog : Dean Koontz’ “Nabo til himlen”.
Jeg glæder mig! Og også til at se tredie del af Steven Kings Rose Red på TV-danmark eller hvad den nu hedder 6-eren…
Og så skal jeg slappe af og lade op til arbejdet på fredag.
Hvad med dig? Dovner du også juledagene væk?

Lillejuleaften

Ja, nu er det rigtig snart.
Jeg er stadig på arbejde. Vi luker officielt klokken 11.30, og juler derefter sammen i nogle timer, med mad, banko osv. Alle i min afdeling har nissehuer på, og vi kan godt se at de andre afdelinger glor lidt efter os, og ryster på hovederne, men vi kan klare det, kan vi, og vi er nok dem der hygger os allermest på trods af travlhed. :o)
Efter arbejdet skal jeg ud med gaver til min aller-allerældste veninde, som jeg faktisk har kendt næææsten hele livet. Vi startede til puslingegymnastik sammen som 3-årige, og kom i klasse sammen da vi var 7. Det er rart at kende mennesker som man har fælles barndom med, synes jeg. Og det med gaver – jamen det har vi jo gjort altid – siden skoletiden har vi også givet julegaver, og da vi så fik mænd, kom der – en flaske god rødvin i gaveposen også, det er OGSÅ tradition at mænnerne får rødvin. Ungerne får til de blliver voksne, hvad hendes to er blevet – hun fik børn i en meget ung alder, så der er næsten en generation mellem hendes store og min lille *S*
Og så er det hjem og holde fri. Ordne til julebordet i morgen tidlig, hvor vennerne – også traditionen tro- kommer til brunch.
Jeg GLÆDER mig , og nyder at snuse duften af jul og glæde ind! GOD jul, hvis jeg ikke når det i morgen!!!

Nu nærmer tiden sig

Der er tre dage tilbage på arbejde. Dvs. kun 2½, da firmaet officielt lukker til middag og byder på frokost, banko og juleri. Jeg har rent fysiskt flyttet plads til en mere huleagtig plads i firmaet.
Det er vist kun midlertidigt, men pladsen er altså GOD!
Jeg skal have brevflettet, udkopieret og sendt 1400 breve i morgen sammen med de rette følgeark, så jeg kommer nok ikke til at kede mig.
Der er ordrer, mit almindelige arbejde samt det nye jeg også skal nå at kigge på inden jul. Og åh nej, tænk hvis der kommer mange der skal rådgives 🙂 Det ville da være frygteligt.
Jeg når nok det hele alligevel, og når bare julesindet er der, så kører det hele på skinner. Tænk sig, jeg har skrevet alle julekortene herhjemme, mangler kun to/tre gaver ( hvilket er super for MIG), så kom an jul! Jeg klarer dig på trods af ondt i halsen, snotnæse og hoste.
Og jeg glæder mig til at holde fri fra fredag til fredag, næsten en uge. Det er bare så dejligt og jeg ser frem til at nyde dagene med familien, for det er jo dét julen handler om, ikke?

Helle en haj!

På mit arbejde har vi en personaleforening. Der bliver udbudt forskellige ting gennem året i den. Fester, arrangementer, ture, teaterstykker og spil!
Vi fik mulighed for at melde os til Børsens aktiespil på fordelagtige vilkår, og personaleforeningen betalte det meste. Pyt tænkte jeg, og meldte mig til på trods af at jeg intet anede om aktier. Men man får blod på tanden af det, især hvis det bare går lidt godt.
I starten lå jeg som nummer 10.- 15.000 med mine sølle aktier ( Jeg tror der er ca 30.000 aktier i spillet – man har hver tre). Og det var da i den bedste halvdel sagde jeg til mig selv.
Så begyndte jeg at tænke over hvor jeg skulle investere – solgte aktier, der ikke var gode nok, og tænkte strategisk ( det lyder godt, ikke) *G*
Og nu ligger min dårligste aktieplacering og svinger på en ca. 400.plads i det store spil.
Den bedste er i top 100 og den midterste ligger lige omkring 100.pladsen.
Så lidt haj er der i mig – man får blod på tanden af det, og jeg er begyndt at kigge på markedet, hvad der sker og så’en–

Så nu mangler jeg bare at stramme op på privatøkonomien også. Tænk hvis jeg der kunne forrente mine penge med næsten 20% på to måneder!

Hvad med dig? Er du også en haj til aktier?

Previous Older Entries