Menu, morgenmad dukan

Her er der et lille indlæg om, hvad jeg spiser, mens jeg er på kur. Jeg er egentligt ret kedelig, da vi om morgenen på hverdage ikke gider at variere særligt meget i morgenmaden. Det vildeste er vist, at jeg n, hvor sæsonen er i gang, sørger for at der er frisk rabarberkompot på morgenbordet.

Og fordi vi også skal forholdsvist tidligt afsted lørdag, så er menuen indskrænket lidt der også, men søndag……. der spiser vi en masse, og springer så som regel frokosten over 🙂

Min uge ser således ud:

Mandag til fredag
1 dl cheasy youghurt med frugt ( eller vanille plus rabarberkompot)
1 dl skyr
Disse to blandes, da jeg synes at den almindelige youghrt er for sød, og fordi skyr mætter så godt og længe på grund af det meget høje proteinindhold.
½ bolle ( min egen opskrift) med 1 skive ost og 1 skive skinke/hamburgerryg

Lørdag
2 æg. Jeg spiser enyten blødkogte æg eller porcherede æg ( fordi de er nemmere at spise – og hurtige at lave)
2 skiver skinke light 2% i skiver- ristet på panden ( som min mand så steger sine spejlæg på efter)
1 bolle delt i tre med hamburgryg, ost, syltetøj, eller skinke

Søndag
1-2 æg
2 skiver skinke
pandekager med enten græskar eller rabarbermarmelade.
(Evt ½ bolle med pålæg eller ost til)

Jeg laver pandekagerne på denne måde til 2 personer:
2 æg
2 spsk skyr/fromage frais
1 dl mælk
2 spsk havreklid
1 spsk maizena
1 nip salt
sød efter smag
vanillepulver ( eller vanilleessens)
Pisk det hele sammen og lad det stå og trække lidt, da kliden jo tykner dejen en del. Bag pandekagerne på en lille pande og lav dem gerne lidt tykke 🙂

Sådan ser vores morgener ud. Der kommer et indlæg om frokost, når man har kantineordning senere 🙂

Lidt “skæv” opskrift på pasta og broccolicreme

Jeg ELSKER jo pasta i alle former, og det er det jeg savner mest ved denne kur. Og da husk gerne må spises i mindre mængder, har jeg sagt til mig selv, at det var løsningen. Så i går fik vi en kødsovs og pasta til 🙂

Opskriften på pastaen lyder lidt underlig, men den er god nok, man KAN lave noget der ligner pasta OG som smager så godt, at alle drengene var begejstrede for den. Jeg lavede til fire, men her er opskriften til to personer/portioner. Jeg vil mene at den er fryseegnet, ellers kan den holde sig i køleskabet i et par dage. Dejen kan også benyttes til lasagne, så skærer man den bare op i plader 🙂

Pasta
4 æg
5 skefulde husk ( måleskeen der er i pakken)
125 gram flødeost 0,2% – fra Lidl
½ tsk salt
½ tsk tørret hvidløg ( kan undlades, hvis man ikke er til den slags)

Det hele blendes sammen til en jævn masse, og den står så og trækker i cirka et kvarter, mens den tykner. Rør i den af og til. Tænd ovnen på 175 grader, og hæld massen op på en plade med bagepapir. Flad den ud, så den fylder hele pladen. Bag den i cirka ti minutter, til den begynder at få lidt farve. Når den er bagt, så træk bagepapiret over på en bordplade, og rul dejen sammen til en roulade, som du så strimler i den tykkelse du vil have dine båndpasta i. Nemt, nemt, nemt og velsmagende 🙂

Og at få pasta med kødsovs, når man er på kur- ja det er ikke værst. Og den er et godt supplement på pp-dage, hvor man jo kan lave en kødsovs med løg, hvidløg, tomatpure, flødeost og krydderier.

Og så eksperimenterede jeg med en broccolicreme. Tænkte at jeg i stedet for broccolisalat kune lave en varm cremet version af salaten. JEG kunne godt lide den, men jeg er også den, der elsker broccoli mest hjemme hos os. De andre spiste den.. men prøv den, og se om du synes den er en god variation af broccolisalat. Den kan i øvrigt også fryses.

Broccolicreme
1 bundt broccoli
1 bæger youghyrt-kvark-creme 0,9 %
1 bakke skinke light i tern ( 75 g)
salt, peber, hvidløg

Del broccoli incl stængler i mindre stykker og kog den i cirka ti minutter i lidt vand. Si vandet fra, og blend broccolien sammen med skinken, som er ristet et øjeblik på en pande, lidt salt, peber og hvidløg efter smag. Vupti, så har man et cremet tilbehør til sin mad 🙂

Træningsknækbrød p+p

Jeg havde længe gået og tumlet med tanken om noget brød man kunne have liggende i træningstasken, som lignede en proteinbar eller nogle fiberkiks, og har nu med succes lavet nogle “træningsknækbrød” hvor jeg til forskel fra det almindelige knækbrød bruger sødemiddel, gojibær og hørfrø/sesamfrø.

Knækbrødet er fint, og et stykke af det giver lidt energi inden træning Del det i 8 stykker, så er et brød ½ portion i cruisefasen

8 spiseskefulde havreklid
1 æg
1 bæger æggehvide
1 spsk fromage frais/skyr
En smule salt
2 tsk kanel
½ tsk flydende sød
2 spsk hørfrø
2 spsk sesamfrø
4 spsk gojibær
2 tsk cacaopulver
evt lidt ananasekstrakt – eller vanilleekstrakt, hvis du vil have lidt mere smag i brødene.

Bland det hele sammen og læg det på et stykke bagepapir, som du folder hen over dejen. Rul den flad med en kagerulle, lav spor med en skarp kniv, og bag brødene i ovnen ved ca 150 grader i ½ time.
Så er der træningsbrød 🙂 – og de kan holde sig længe , hvis du pakker dem ind i noget staniol, når de er kolde.

Det med vægttab….og fiskefilet

Jamen hvordan går det så med at tabe sig? Tjooeh.. om alt går vel, så runder jeg et af de store mål her i weekenden. Jeg tror desværre ikke, at jeg når det meget stramme mål, jeg havde sat til om fem uger, når vi tager til USA, men jeg havde jo også tre gradueringer af mål. Det nemme, det realistiske og det rigtigt optimistiske. Og som det ser ud nu, så er det det realistiske mål jeg når. Og det er vel også OK?
Der er fem kilo mellem de tre mål, og med fem uger til afrejse, så er de tre mål henholdsvis et kilo, fire kilo eller seks kilo- og de seks kilo, det er lidt for optimistisk at tro på, men at tabe sig yderligere fire kilo, det bør være en rimelig opgave.

Og eftersom jeg træner i en god gænge, og spiser fornuftigt, så går vægten stille og roligt ned. I går havde vi en proteindag, og den stod på fisk, fordi Jeppe er i Sverige og synge med sit kor, og så er vi bare os to gamle hjemme. Og vi er vilde med fisk, til forskel fra Jeppe. Jeg lavede fisekfiletter på denne måde

Stegte fiskefiletter
450 g rødspættefiletter
1 æg
1 spsk mælk
2 spsk havreklid
2 spsk sesamfrø
2 spsk hørfrø
salt/peber

Mælk og æg blev pisket sammen med en gaffel og i en anden skål blandede jeg drysset. og så kom fisken en tur først i ægge-mælkeblandingen og derefter videre i det tørre. Og stegt på en tør pande, til paneringen begyndte at få farve.

Til fisken fik vi hver en bolle i skiver og citronbåde, og så havde jeg lavet hjemmerørt fornuftig remoulade:

Remoulade
1 spsk picadilly
4 spsk skyr
1 spsk citronsaft
2 spsk fintklippet purløg
lidt kapers
salt/peber efter smag
Det hele røres sammen. Kan spises med det samme, men bliver bedre at at trække lidt 🙂

Nem mad på en hverdag, og så er det sundt med fisk.
Og der var 8 fiskefiletter i pakken, og vi kunne kun spise tre hver, så oveni købet havde vi nogle meget glade katte 🙂

Samvittighed

..eller?

For en del år siden gav vi vores forkælede barn en lidt speciel julegave. Hun ønskede sig ikke rigtigt noget, da hun stort set havde alt, hvad hun drømte om.
Jeg gik i tænkeboks, og det eneste store ønske hun havde, kunne jeg ligesom ikke opfylde, nemlig en lillesøster, da det ville kræve et mirakel, med en steriliseret far og en mor uden livmoder 😉

MEN der var en løsning, nemlig et sponsorbarn fra Børnefonden, som kunne blive Lærkes lillesøster. Så jeg gik på nettet og valgte en lille pige fra Benin, Prisca til Lærke. Prisca har fødselsdag dagen før Lærke, men er 8 år yngre.

Udover at vi betaler det faste beløb til skole, vacciner og sundhedscheck til familien, har vi valgt at give den beskedne sum af 200,- to gange om året til ekstra fornødenheder til familien. Den ene sum i maj, hvor der traditionelt er tørke og dermed sult i Benin, og den anden portion i december, så de kan få lidt ekstra til årsskiftet.

Og nu sidder jeg , som sædvanligt med dårlig samvittighed over en SÅ stor taknemmelighed over et beløb, som ikke betyder noget som helst for os, men som gør en verden til forskel for dem. Vi får gerne en liste over, hvad de har brugt pengene til. Og det har været alt fra en gris til høns og hverdagsfornødenheder.

Denne gang var der købt:
1 tønde majs
6 meter stof
1 par sko
og 4 kilo ris

Og taknemmeligheden for gaven til dem er dyb, de takker og velsigner os. Og jeg sidder med en dårlig smag over, at have købt aflad for et meget lille beløb.

Selvom jeg jo også ved, at jeg gør en forskel for lige den familie….. Kender I det?

Det lysner

Jeg får jo målt på mit calprotectintal, der viser mængden af hvide blodlegemer, og dermed kan vise infektionstallet ret præcist.

Sidste måling, inden jeg gik i gang med prednisolonbehandlingen lå på over 1200, hvor grænseværdien er på 50. Så det var MEGET forhøjet. Men i går fik jeg en god nyhed, sidste prøve havde vist, at tallet nu KUN er på 330, og det er da næsten 50, så jeg er rigtig glad og lettet. For det betyder, at jeg med stor sandsynlighed kan trappe ud af min prednisolon og slippe for både kemo eller Imurel ( der er noget rigtigt skidt, hvis man skal ud i solen)..

Så nu kan jeg med ro i sindet tage til USA og vide, at der nok ikke bliver problemer med min Crohn, mens jeg er afsted. Jubiii 🙂

Panik og motion

Jeg kan allerede nu mærke, at jeg er begyndt at panikke lidt over vores tur til USA, for hvordan i alverden kan jeg forene roadtrip med sund fedtfattigf mad og motion?

Så lige nu skruer jeg vildt op for motionen for at være på forkant, og så håber jeg, at jeg, når vi ankommer til USA, vil være i så god form, at jeg kan tage nogle øvelser selv, træne på de motionscentre, der er på hotellet, og måske på den måde opretholde en vis kondition.

Og vi skal jo heller ikke kun køre bil, vi skal jo også vandre en del rundt på vores tur, så mon ikke motionsdelen falder på plads?

Men indtil vi rejser, har jeg skruet min ugentlige motion op til 7 timer!!!!! Jeg veksler mellem styrke og kondi og så har jeg – for at få strukket igennem også snuppet en times bodyflow, der er en kombination af pilates, yoga og tai-chi. Det er bare SÅ godt, og efter sådan en time kan jeg mærke, at jeg har en krop, og at den er strukket så godt ud, at det faktisk kan mærkes i musklerne.
Konditionen kommer også op med en times bodyattack, der er en kombination af boksning, kata og kampsport. Der får man sved på panden og rørt kroppen på en helt anden måde end til spinning.

Min træningsuge ser således ud:
Mandag : bodyflow og spinning
Tirsdag: bodyattack og bodypump
Onsdag – der holder jeg fri
Torsdag : Spinning og bodypump
Fredag : fri ( eller byt med spinning torsdag)
Lørdag : Bodypump
Søndag – fri ( men der laver vi hus)

På ovennævnte måde får jeg kombineret styrke og udholdenhed ( bodypump) med kondi ( spinning og bodyattack) og udspænding ( bodyflow). Og så er der også restitutionsdage, for ellers siger kroppen fra.

Så jeg håber, at panikken ikke breder sig mere inden vi tager afsted. Men hvis den gør, så har jeg faktisk fundet landsdækkende ( eller hedder det statsdækkende?) i USA, hvor de træner efter Les Mills principperne, og hvor jeg kan melde mig ind i en måned…. Men jeg tror ikke at jeg kommer helt derud?!

Og måske skulle jeg bare holde ferie og spise fornftigt, og motionere det jeg kommer til, og så sige pyt med vægten??

Hvad ville du gøre?

Previous Older Entries