Halloween

Jeg er sådan lidt græsk/katolsk mht halloween. Det er ikke rigtigt min fest, men vi laver da græskarmænd og roelygter derhjemme – og jeg har faktisk en halloweenbluse, som jeg kun bruger få gange i denne tid hvert år – den har spindelvæv med edderkopper i mønsteret.

Men datteren elsker alt hvad der kan fejres og festes til, så hun har længe planlagt at holde noget i det nye hus, der jo står tomt og er lidt halloween-uhyggeligt.

Så i morgen skal hun have en flok venner på besøg, og der skal spises en halloween-menu.

Vi har allerede købe halloween nuggets, der er formet som spøgelser og græskarhoveder, og jeg har handlet ind til pizza, hvor vi kommer orme på ( pasta) og skinke og coctailpølser og rigeligt blod/sovs og betændelse (ost)…mmmhhh… noget pasta og nogle pommes fritter -Og så regner jeg med at vi laver nogle pandekager med is til dessert. Og natmaden kunne jo ikke være andet end Hallovienere med blod, bræk og bæ… 😉 og brød til.

Så jeg håber, at de får en hyggelig uhyggelig kom-sammen i huset 🙂

Reklamer

Hyggeaften med kollegaerne

I aften er der hyggeaften og diverse turneringer – hvoraf den vigtigste er bordfodbold, her på jobbet.

Det har eksisteret i mange år, og der er pokal til den bedste bordfodboldspiller efter en nøje udtænkt turneringsplan. Jeg er ikke ski.. god til bordfodbold, så der står jeg over. Til gengæld er jeg en wii-haj når det gælder både tennis og bowling ( selvom det nu er ved at være noget siden jeg sidst spillede)… Så der tæver jeg med garanti nogle af de andre.

Vi har også skak, backgammon, ludo, bezzervizzer, kort og terninger, så der bliver også spillet mejer og andet.
Og vi får – naturligvis, for vi er jo et OT-firma – leveret pizzaer, så vi ikke dør af sult, mens vi drikker vores colaer ( og øl).

Senere kommer der flasker af de hårdere varer på bordet, og de mest hardcore medarbejdere fortsætter til alle flaskerne er tomme, hvad de gerne er tidligt næste morgen 🙂

Jeg er jo i bil, så jeg nøjes med en enkelt øl til maden og en enkelt genstand eller to senere på aftenen.Men derfor kan det jo godt blive gevaldigt hyggeligt alligevel. Det eneste der kan undre mig, det er antallet af deltagere. Vi er over 100 ansatte, og der er under 1/3 der deltager. Oppe fra vores lille afdeling på ni personer er der kun mig og bedstekollegaen, der dukker op. Og så kommer der fire af udviklerne, dvs. seks ud af et team på 25 personer- det er lidt ringe, synes jeg. Og da det traditionelt holdes sidste fredag i oktober, er det jo noget man kan booke i sin kalender i rigtig god tid.

Så jeg vil hygge mig i aften, og cementere min overbevisning om associale/usociale kollegaer atter en gang! Men det bliver nok også meget hyggeligere uden dem, såååe……

Man har én rygrad til man får en anden…

Tog hjemmefra i morges, benhårdt besluttet på at NU skulle det være!!!

Altså kur nr. 675 – projekt slank….

Og efter kun en meget lille portion havrefras med lidt minimælk, lagde jeg godt og kalorielet ud. OK, der røg et lillebitte bolsche i bilen på vej ind – men et sukkerfrit, så det tæller ikke helt….
I hvertfald havde jeg stadigt glorien på, da jeg mødte på arbejdet.

Og om formiddagen kværnede jeg bare en lille gulerod og drak noget vand. Stadigt glorificeret….

MEN, så blev det frokost- og der var laks på menuen. Laks i en fløde/spinatsovs, der bare er SÅ vidunderligt god – jeg tror de kommer sennep i ?! Med bulgur til og forskellige salater til. Så jeg MÅTTE da havelidt laks- og de havde brugt madlavningsfløde, så det var jo ikke heeeelt så slemt som piskefløde….
Og så havde de lavet nogle hasselnødder i en lækker sirup- der MÅTTE jeg lige smage to nødder, og da man jo ikke kan spise nødder uden ost, så var jeg jo næsten nødt til at tage en lille skive gorgonzola og en skive brie…og ½ stykke groft franskbrød… Og en lille ostebjælke….og en enkelt daddel.

Og aftalen med mig selv havde været – kun salat til frokost…..

Hvor hel…. er den rette rygrad henne?

Dovenskaben leve!

I går var jeg til trepartssamtale sammen med yngstebarnet – ikke ligefrem den bedste oplevelse… Men hun fik en masse at tænke over, og så må vi bare kigge fremad og komme videre 🙂
Men måske er det meget godt med et wake-up-call fra hendes lærere i stedet for brok fra os? Hun var i hvertfald meget ked af det og tænksom og kunne godt se, at det de sagde nok passede meget godt. Så op på hesten igen Lærke…. så går det nok!

Og det pisplaskregnede imens, så fra jeg havde parkeret bilen foran skolen til jeg havde trukket en parkeringsbillet og til vi nåede døren til skolen, gik der vel to minutter. Og det var nok til at ikke bare min fleecejakke, men også min t-shirt var gennemblødt. Advr. Så det var en meget klamvåd mor og datter der var til samtale. Nå, men regnen stilnede heldigvis lidt af under samtalen, så vi ikke skulle finde bilen igen mens syndfloden raserede…

Så vi susede, stadigt våde og klamme ned i Rema, hvor Jeppe stødte til og vi i fællesskab bestemte os for dovne-mad. Nuggets og pommes fritter, og så bare med ærter og majs til, og en pose bearnaisesauce, der lige blev varmet.

Så da vi kom hjem, tændte Jeppe op i brændeovnen, Lærke hentede mere brænde og jeg fik maden i ovnen. Vi skiftede derefter alle til tørt tøj, og så var maden ved at være færdig og stuen var varm på den gode måde, som stuer kan være varme på, når brændeovnen lige giver lidt ekstravarme. Så de tre dovne slæbte maden med op i stuen, og blev enige om at se ??…( det må have været ret uinteressant siden jeg ikke kan huske det )… indtil vi skulle se Lulu og Leon.

Hygge med tæpper og benene oppe i sofaen er altså undervurderet hverdagsluksus 😀

Klokken elleve begyndte vi så småt at bære ned, og efter en godnathilsen til Hr. Fader, der er i København i disse dage, tullede moren og datteren op i soveværelset. For det har ALTID været sådan ( den med vanedyr) at når Far ikke er hjemme, så skal Lærke sove oppe hos mig. Tidligere var det alle tre børn, men drengene har ikke sovet deroppe i flere år. Men Lærke holder fast i hyggen med at sove hos mor, fordi det er så hyggeligt. OG så skal man – fordi det plejer man- lige fortælle sin far at man ligger og prutter i hans seng…. Hehe… Da hun var lille, var det med FRYD at hun sagde det, og hun klukkede af fryd, når han sagde advvvr i den anden ende ….
Og der er altså noget hyggeligt i, at de gider sove sammen i de alder 🙂

Find fejlen

Jeg modtog lige en sms med en fejl i fra manden. Der stod:

Tillykke med det nye hus. Det kommer vi til at bruge mange timer på.
…………………………………………………………………………………….

Hmmm, tænkte jeg og besvarede den således:

Fejl – DU kommer til at bruge mange timer på det 😉

Troede han mon at det var et parløb??
Nej, spøg til side – selvfølgeligt kommer jeg da også til at bruge en masse timer på huset- men sandheden er jo at jeg bare hjælper til, mens han tager det store slæb.

Men jeg forventer da at jeg f.eks kan fjerne tapetet hér og høvle gulvene – så må han udskifte vinduet og sørge for pæne karme…. Det bliver forresten vores soveværelse…

Gab og næsten ikke av

Jeg var til første træning i går efter operationen.

Og selvfølgeligt holdt syningen 🙂

Jeg var til bodypump, og kørte bare hele timen igennem med 2,5 kilos skiver, som jeg tænkte måtte være nok, når man nu havde dovnet i tre uger.
Det gik rigtig fint at træne. Sommetider trak det op imod skulderen- dvs over arret. Men det har nok noget at gøre med at der er skåret nervebaner over.

I hvert fald kom jeg fint igennem timen – og jeg kunne også mærke, at der var plads til meget mere vægt på næste gang. Jeg havde næsten ikke svedt, og det eneste jeg sprang over var de deciderede armbøjninger.

Men jeg kunne godt mærke trætheden da klokken blev 11 i går aftes, og da den blev halv tolv var der ikke meget mere liv i mig. Og så var det at jeg bandede over at vi kun har et badeværelse…. For Jeppe var derude. Så den blev midnat inden vi kom i seng. Gab!

Men jeg faldt til gengæld i søvn med det samme og sov som en sten til lige inden vækkeuret ringede i morges.

Dejligt med træning og efterfølgende god nattesøvn 🙂

Og i morgen tager jeg lige en tur mere i fitness…

Vanedyr!

Emil flyttede hjemmefra i juli.

Siden midt i august, hvor der atter startede spejder, er han kommet enten med mig eller Jens hjem hver onsdag, hvor vi har spist sammen.
Derefter er drengene kørt sammen til spejder og herhjem igen.

I går var det jo atter onsdag, men også efterårsferie. Så jeg havde ikke forventet andet end os tre hjemme….
Men klokken lidt over fire kom der en sms fra Emil – ” Må jeg godt komme og spise?”

For det var jo onsdag – og han plejede jo…… Og han er det største vanedyr jeg kender!

Naturligvis måtte han komme – og eftersom vi alle efterhånden har fået downloadet LOL, så blev det en ret hyggelig aften med samspil, småsnak og hyggemad.
Faktisk blev det midnat, inden han blev kørt hjem 🙂

Previous Older Entries