Jeg bliver både vred, ked af det og forbløffet…

.. Når jeg ser på debatten på DR omkring, hvad man kan gøre for de fattige børn i DK.

Hvordan i alverden kan folk være SÅ egoistiske, selvcentrerede og dømmende overfor de fattige familier i Danmark? Er vi virkeligt nået SÅ lavt, at vi ikke kan unde de familier og børn, der ikke har ret meget, at få lidt flere oplevelser- også selvom det er på samfundets bekostning…

Det gør mig vred at læse, at folk siger ” de kunne jo bare flytte efter jobbet”. Virkelighedens verden er, at det at flytte let koster 10.000 kr i istandsættelse, nyt indskud og andre flytteomkostninger , hvis ikke mere. De fattige er stavnsbundet til de kommuner de bor i. For de kan IKKE skaffe penge til at flytte for, og bankerne vil nok ikke låne dem til det.

De kan bare uddanne sig. Jaeee… men hvis du først er endt på bistandshjælp, kan det altså være næsten umuligt at rejse sig og komme videre.

Og det forbløffer mig, at man bare siger at det er valgflæsk og at tallene er overdrevne. Hvordan kan man benægte et reelt problem?

Vi ved jo alle, at der i de sidste mange år er skåret i de kommunale ydelser på børne- og fritidsfronten. Det går altså meget mere ud over de fattige børns familier, end vores. For en halvtredser betyder ikke meget hos mig, men den kan vælte et budget for den familie, hvor faren er arbejdsløs og moren har et tolvtimers rengøringsjob.

Jeg ser det i min hverdag lige nu. Hvordan uligheden tvinger de mindrebemidlede ud af det sociale liv. Mine børn skal f.eks to uger til Skotland med spejderne. Pris 3500,- pr barn. Plus lommepenge.
Ikke noget problem hjemme hos os, men for Lærkes veninde med den arbejdsløse far og moren med tolvtimersjobbet, er det simpelthen umuligt at trække så mange penge ud af budgettet til et enkelt barn. Hun har tre søskende der så slet ikke ville kunne få noget. Så hun må blive hjemme. Fair? Nej, for hun har jo ikke indflydelse på forældrenes indkomst.

Vi har råd til at trække næsten 70.000 ud af vores budget( plus lommepenge), så vores datter kan komme afsted på High School i USA i et år. Jeg er da sikker på, at mange andre børn drømmer om det, men at det ikke er økonomisk muligt for ret mange familier at kunne gøre det.
Vi havde da ikke selv haft råd til det, hvis vi havde fået børn ti år før vi fik dem. For da var vi selv blandt de fattige. Min mand, der hoppede ud i livet som selvstændig, og mig på sidste halvår af min uddannelse. 1500 kr om måneden at leve for i en periode, de varede i halvandet år. Så jeg ved, hvor lidt sjovt det kan være at kigge på bankbogen sidst på måneden, eller at trække tandlægebesøget så længe man kan, fordi det vælter månedsbudgettet. Men omvendt, så lærte jeg at klippe hele familiens hår selv, at hovedregne i butikkerne, når det medbragte beløb skulle slå til, at gå efter tilbudene og KUN tilbudene i forretningerne, og at strække farsen rigtig meget. Og vi tog da også på ferie. De billige mellemdage i Jesperhus udenfor højsæsonen. Hjemmelavet mad, mens vi var der og kun benytte os af de gratis tilbud på stedet. Og børnene? Jeg tror aldrig de fandt ud af, hvor fattige vi egentligt var i den periode, fordi jeg var så god til at spare af det lidt vi havde.

Så jeg ved, hvor svært det kan være at få lidt til at slå til, men jeg ved også at for os var det kun en overgang, til Jens kom godt i gang og jeg selv fik job. Og så var vi lige pludseligt middelklasse og topskat og alt det der…

Hvis jeg kunne give øremærkede penge i ekstraskat, ville det være OK at man hævede skatten med en smule og pengene så gik til at forbedre børns vilkår. For de er jo vores fremtid!

Er jeg bare blødsøden? Eller?

Godt man pressede…

.. og fik sønnen til at læse videre direkte efter gymnasiet.

Han har i dag været til førstedelseksamen på uddannelsen, og det gik fint 🙂

Og vi sejler….

..både på åen og i søerne.

For lørdagens firmaarrangement var både til lands og til vands.

Vi startede ud fra firmaet klokken ni lørdag morgen, hvor vi blev proppet ind i en bus mod ukendt destination. Da vi nåede motorvejen kørte bussen mod Jylland, og da vi nåede Jylland fortsatte den mod nord.
Efter små to timers kørsel landede vi ved Skanderborg sø ved Vandrehjemmet. Der blev vi sat af, fik udleveret svømmeveste og fik besked om at gå i grupper på tre. Jeg teamede op med to kollegaer- en fra firstlevel og en fra teknisk support, så vi var tre forskellige slags i teamet. Og jeg vandt midterpladsen i den tildelte kano, så jeg skulle bare være ballast og stabilisere båden. Smart, ikke?
Jeg blev faktisk ret ferm til at ændre på vægtfordelingen i kritiske situationer- for det var faktisk en meget blæsende dag.

Nå men – vi startede med at få et kort med første post. Vi skulle krydse Skanderborg Sø og så sejle videre gennem de mindre “afledte søer” og så lande ved starten af Tåning Å. Det gik fint på trods af vinden, og da vi nåede post 1, fik vi en velfortjent frokost( en udleveret pose med vand, brød og frugt og chokolade). Kagen i posen blev gemt til post 2, hvor vi blev lovet kaffe. Vi løste opgaverne og havde også tid til snak og hygge.

Og så gik det ellers videre ad åen. En rigtig hyggetur, hvor vi nød at sejle roligt afsted, og da strømmen og vinden ikke var så voldsom pga de store træer langs brinken, gik det faktisk rigtig fint.
Det var først da vi nåede til Mossø at det blev udfordrende. Fordi de lovede 8 meter/sek af vind holdt ikke!!! Det blæste rigtig meget mere, og bølgerne var over en halv meter høje, hvilket ikke er specielt betryggende i en kano der ligger 10 cm over vandskorpen. Så jeg fik prøvet min ballastteknik til fulde, for når vi røg i karambolage med bølgerne, måtte jeg ned at ligge og derefter tippe kontra, mens førstemanden med pagaj skiftede side. Spændende, spændende….Og vi nåede da næsten tørskoede i land.

Jeg havde tjansen med at hoppe først ud og trække de andre ind, og lige da jeg hoppede i ved kanten kom der en bølge, der gav mig et vådt bukseben på trods af at jeg HAVDE trukket bukserne op over knæerne .. Nå, men det gik jo alligevel, og da jeg hjemmefra havde luret at “til vands” kunne blive vådt, havde jeg et håndklæde med i min rygsæk. Så bukserne tørrede hurtigt igen, og fødderne ligeså 🙂

Turen over Mossøen havde været så farlig, at instruktørerne aflyste sidste rotur, hvor vi skulle have krydset søen. Bølgerne var simpelthen for høje til at det var sikkert! Øv! Men så blev vi bare fragtet i små busser om til næste post, hvor der også var opgave og uddeling af et kort til o-løb.

Opgaven blev løst, og nu skulle vi vandre…..ca 2 km mod nord, hvor vi skulle lande ved et hus, kunne vi se. Det viste sig at være vores direktørs bolig, og det var så dér vi skulle feste og spise til aften. Der skulel bare lige løses en opgave mere inden maden. Opgaven blev løst, og omsider kunne vi få en øl eller noget andet at drikke 🙂

Og så fik vi god grillet mad med diverse tilbehør- hjemmebagt brød, hjemmelavet is og lækre marinerede jordbær. Og altsammen til fantastisk musik af en musiker, der bare ramte helt rigtigt 🙂

Og da kaffen var drukket, var klokken elleve, og bussen kom. Men vi skulle bare liige… og da den blev halv tiolv tog vi os sammen og entrede bussen, retur til Fyn. Alle glade og mætte efter en virkeligt begivenhedsrig dag sammen. Så der blev snakket, sunget og grint på vej hjem.

Og da jeg landede hjemme i det lille hus på landet, klokken kvart over to, var jeg både træt og glad. Træt fordi det havde været en lang dag, og glad fordi jeg ikke havde sagt nej, som så mange af mine nærmeste kollegaer havde gjort, fordi de syntes at vi havde arbejdet alt for meget i ugerne op til sidste uge. For en god aktiv dag kan altså godt konkurrere med en slappedag derhjemme 🙂

Mad, mad og atter mad

Jeg har ellers i en periode på et par uger levet ret fornuftigt, efter en 300, 300, 500-plan, hvor jeg forsøger at holde mine måltider på førnævnte kalorier, men i den sidste uge er det gået HELT galt 😦

Sidste fredag var vi til frillfest om aftenen hos venner- der røg både vin og alt for meget mad ned.
Lørdag arbejdede vi til meget sent, og fik også for meget grillet mad.
Søndag var Ok, men SÅ…..

Mandag var min fødselsdag, og samtidigt havde vi en Major release på jobbet, og så ved man aldrig hvor længe man skal arbejde. Så jeg havde aflyst fødselsdag. Men af en eller anden underlig grund gik igangsætningen over al forventning og klokken halv fem kunne jeg tage hjem. Og maden? Kinaruller, and, suppe og stegte nudler fra grillen lige ved siden af mit arbejde. Og der er der vel 500 kalorier i hver mundfuld..*suk*

Tirsdag var ikke meget bedre…Eksamensdagen ventede. Og efter veloverstået eksamen gik vi ud for at fejre at vi havde overlevet. Øl, nachos med kylling og ost i store mængder OG 38% cremefraiche… Whooop whoop.. Og om aftenen stod den på spareribs, pølser og brød. Jeg tør slet ikke regne kalorierne sammen…

Og så blev det onsdag og Lærkes dimission. Hvro vi efterfølgende fik de unge mennesker installeret i teltet til deres fællesspisning, og så gik vi ( Jens, Emil og jeg) ellers over i Bowl-inn i Svendborg og bestilte tag-selv-bord. Og når der nu er alt muligt, så skal man da også smage både tarteletterne med høns i asparges, spareribs med den suverænse sovs, oksefilet, frikadeller osv… Men jeg spiste da i det mindste ikke tag-selv-softice.

Og i går fik vi endeligt fornuftig mad. Jeg lavede en italienskinspireret mørbrad med pasta, en god sovs og bagte champignons. Men så kørte vi lige en tur og endte ved ishuset med de gigantiske vafler. To kugler ( hvor hver kugle = to store kugler) og masser af guf. Godt men ikke specielt sundt.

Og i dag. Ja der skal vi ud at fejre at vi kom vellykket igennem opgraderingerne. Så jeg og mine kollegaer skal alle ud at spise på Flammen i aften. Og deres tag-selv-bord er enestående. De har det hele i kød og lidt til… og 50 slags tilbehør. Samt en god fadøl…. Så gæt lige om jeg med den elendige rygrad jeg har, kan nøjes med salat?? Naarh.. Jeg skal da æde for de 200,- det koster 😉

Og så endeligt i morgen… Sommerfest med alle mine kollegaer. Jeg formoder at vi nok heller ikke kommer til at sulte, på trods af , at det er annonceret som “Til lands, til vands og i luften”…

Men jeg LOVER at jeg nok skal spise fornuftigt igen fra på søndag!!!!

… altså med mindre nogle inviterer mig ud…

Farmors labskovs med bacon og rodfrugter

Min gamle farmor lavede sin egen fattigmandslabskovs, som vi alle elskede.
Hun lavede den med røgede svinekæber, der var det billigste man kunne finde, men en god variant af den er med at stykke magert bacon. Det er en rigtig simreret, og hvis man skal strække pengene sidst på måneden, så er denne labskovs et godt alternativ til pasta med ketchup 🙂 Mangler man enten porrer eller gulerødder, så hiv noget andet i ( selleri, pastinak, forårsløg)

Norsk Labskovs
1 kilo kartofler i grove tern
200 g gulerødder i skiver
2 porrer i skiver
400 g bacon ( eller efter behov)
2 løg i tern
Boullionterninger ( 2 stk) grøntsags
Salt og peber efter smag

Skær bacon i tern og smid det i den varme gryde. Svits det let, så det afgiver lidt fedtstof. Kom derefter løg i og klar dem.
Så kommes porre, gulerod og kartofler i gryden. Det hele dækkes med vand og de to boullionterninger tilsættes.
Det hele simrer i mindst en time, til kartoflerne er kogt delvist ud. Der skal evt tilsættes mere vand…
Til sidst smages der til med salt og peber – og har du noget persille eller andre krydderurter, så kan du give den et drys.

Retten smager bedre når den genopvarmes dagen efter ( uden persille) 🙂

Dimission

Underligt. Nu er jeg så gammel, at jeg ikke mere har børn i folkeskolen.
Vi var til Lærkes dimission i går, og for alle dem der var tilstede, var det en mærkelig lidt vemodig dag.
For børnenes vedkommende fordi de nu afslutter første etape af noget i deres liv.
For os forældre, fordi vi nu siger fravel til hinanden, og sender ungerne ud i den vide verden.
Og måske især for lærerne, der både gav slip på deres gode niendeklasse, men samtidigt skulle sige endegyldigt farvel til Byskolen som Byskolen.
For efter sommerferien hedder den “Ørkildskolen – afd. Byen”, og vil derefter være en to-tre-sporsskole med elever fra 0-6 klasse. Og der vil aldrig mere være dimissioner på skolen. Og skoleinspektøren vil sidde på en anden skole og styre afdelingen, som den nu bliver.
Men trods alt blev Byskolen bevaret, og det kan man glæde sig over. For på trods af sin alder, er det en god skole med et fantastisk miljø og en stor tolerance og rummelighed.

Tak til Byskolen, for det, den har givet både Jeppe og Lærke.

…og efterfølgende tog de unge, nu ikke skolesøgende mennesker videre til sammenskudsgilde hjemme i vores byhave, hvor der var sat telt op…. Og de hyggede sig. Jeg kørte hjem klokken 11, og der var der gang i den. Der blev danset, sunget og snakket- for de er pludseligt blevet bevidste om, at det måske er sidste gang de ses allesammen.

Hun græd næsten af glæde…

… datteren, da hun ringede og fortalte at hun havde fået et tolvtal til sin dansk-eksamen.
En analyse af Naja Marie Aidts novelle “Som englene flyver”, der i øvrigt er barsk læsning om narkomani og livsstile…

Tillykke skat – jeg er så stolt af dig 🙂

Previous Older Entries