Familiedag

Vi var til familiedag i går med mit arbejde.
Allerførst var morgenen gået med at få liv i de to store – teenagere er ikke de nemmeste at administrere! Dernæst vække den mellemste, der skulle ned for at hjælpe hos spejderne med “Grøn søndag med de blå” sammen med den lille.
Imens kørte jeg til Odense Stadion, hvor jeg inden familiearrangementet skulle hjælpe til med et forboldstævne – arrangeret af mit arbejde, med 360 børn. Et rigtigt dejligt stævne, med masser af glade børn. Og så var det familiens tur. De ankom på stadion klokken et til frokost og efterfølgende fodbold. Det er begrænset hvor meget vi interesserer os for fodbold i familien, men selve samværet og hyggen var tilstede. Så vi havde en rigtig god familiedag, på trods af mangel på lovet sol og varme.
Og aftenen gik med hygge og video, for ligesom at slutte af. Vi så Pusher3 – som i forhold til de andre to manglede “et-eller-andet”. Men ses skulle den jo! Og søndag aften er superb til dovenskab, sofa og video, fjernsyn eller bøger.
Og bør man ikke holde søndagen som hvile- og dovnedag?

Er det bare mig?

Er jeg mon den eneste sjæl i dagens danmark, der har problemer med at falde i søvn efter en ferie, stor som lille?
Jeg kan ikke forstå hvad der sker! Jeg går i seng som sædvanligt, men på en eller anden måde vil hjernen ikke slå fra, man vender sig 117 gange i sengen, ryster dynen, skubber til den tungt snork.. nej sovende mand, ryster hovedpuden. Prøver at ligge lidt på højre side, så venstre, og så på ryggen, stadigt uden held.
Nå, klokken tre gav jeg op, stod op og drak et glas mælk, spiste en alminox – de hjælper jo mod alskens ondskab ;o) og tullede lidt rundt mens jeg tømte tankerne. og op i seng igen.

Og NU skete miraklet, konen faldt i søvn til klokken seks, hvor det indre vækkeur startede op.
Så lidt søvn blev det dog til denne gang – andre gange kommer søvnen ikke.

Så det er en lidt træt husmor, der lige har sat sig for at skrive lidt, inden madlavningen kalder.

En god påske

Så er det ved at være slut med en god påske.

Og hvad har vi så nået? Intet og en masse. Vi har ikke i familien traditioner for at ses, så det har ikke budt på påskefrokost med familien i år. Det er også så tæt på fødselsdagene, så vi hellere vi vente og ses lidt senere.

Til gengæld har vi spillet Sacred, sammen i LAN, i en del timer. Det er hygge på pc-plan, som vi ikke vil undvære. Og det har været formiddage og sene aftener, der er brugt til det.

Vi har været ude at spise kinesisk/thailandsk mad med de gode venner. Og det var som sædvanligt en succes. Middagen var en gave til hans fyrre-års fødselsdag, så det var to fluer med et smæk, både hygge og gave, hvad mere kan man ønske sig?
Imens var Tullen hjemme og spiste pizza med ældsteveninden, mens de hyggede.

Vi har været i haven, fået plantet 12 nye stauder i staudebedet – fjernet nogle, der voksede for vildt. Sat 5 thujaer, 3 nødder, to graner og 7 syrener rundt om grunden, for at fylde lidt huller ud. Og så har vi gravet ud fra drivhuset og fyldt ny god egentillavet muldjord ind i stedet for.
Jeg GIDER ikke plantesække, når vi selv kan levere noget meget bedre, nemlig hønsemøg, halm og haveaffald, som har ligget og formuldet siden sidste forår. Nu laver vi så en ny kompostbunke, der så ryger i drivhuset om et år. Det giver den bedste konsistens. Ren hønsemøg er for stærk og lugter fælt, har vi erfaret!

Så har vi sat forårsblomster i krukker og foran huset, så de lyser op i solen, når den er der.

I går var vi alle fire, dvs incl. hunden ude at spise hos Emmas mor Hanne, der jo også er alene hjemme, da Emma er med på påskelejr med spejder. En rigtig god aften med lækre kalvekoteletter og skøn is til dessert. Og hundene nød at få leget igennem, så vi havde en lille træt hvalp, da vi kørte hjem.

Og nu? Ja jeg venter at se drengene OG kæresten i huset inden for det næste kvarter. Glæder mig til at høre om deres oplevelser og se dem igen. Få et kram og en ordentlig bunke vasketøj. For det hører sig også til.

Og kæresten skal sove her- for første gang på en hverdag, og så skal de to unge mennesker følges af i skole i morgen. Og det er da forståeligt at de gerne vil ses efter 5 lange dages afsavn, ikke?

Endeligt alene – næsten da


Ja, så blev vi alene, næsten da.

Drengene blev afhentet af Emmas mor Hanne klokken syv i morges, og vi fik krammet farvel og sagt på gensyn, efter først at have overstået den sidste “samle-sammen-panik”.
Det var sært de første to år, hvor den store var afsted. Nu var det så begge drengene, der forlader os i hele påsken, og efterlader os næsten alene. Vi har jo den lille Trunte tilbage, og sådan som hun snakker, kommer vi nok ikke til at opleve den store saliggørende ro.

Men næste år er hun nok også rykket op og er blevet tropsspejder, og så er det alle tre vi kommer til at undvære- og om det så bliver hyggeligt med ren tosomhed, må tiden vise.

Hvad skal vi så lave? Tjaeh, nada, nichts, rien osv. – dvs. ingenting, og det er såmænd også rart!

I dag er foreløbigt gået med morgenmad halv syv samt pakken sammen. Da drengene var ude af huset kvart over syv, gik vi ovenpå. Husbond lagde sig i den lilel sofa og snurrede kort efter i sin egen drømmeverden. Trunten så tv, og jeg fik læst “Engle og dæmoner” næsten færdig. Tog en lille lur og så var klokken et! Lavede frokost til os, med lun leverpostej og frugtsalat ( havde jordbær tilbage fra gårsdagens dessert- jordbær med fløde). Og så hyggespiste vi oppe i stuen foran fjernsynet, noget jeg bestemt ikke er tilhænger af til hverdag.

Men nu er det jo heller ikke hverdag, så kan man godt fravige reglerne. Og reglerne her i huset er, at man har en spisestue for at spise i den!!! Og en opholdsstue for at opholde sig i den!
Sådan er det bare! Og så kan man afvige om fredagen i Disneyshows hellige navn, ellers ikke.
Jeg gider ikke sidde og spise ved et sofabord, hvor man krummer sammen, koncentrerer sig om tv og ikke om maden. Det ødelægger måltidet, synes jeg.

Hvad synes du? Er det ok at indtage sine måltider ved et sofabord, eller er det spisekøkken, spisestue eller spisekrogen, der spises ved? På dette billed er det morgenmad til Lærkes fødselsdag…

En dejlig bytur

Jeg har taget fri i de tre dage her før påske. Det er rart med den tid sammen med børnene, da begge drengene tager på påskekursus med spejderne torsdag morgen ( Vi skal køre herfra lidt over syv, så de kan nå toget). Så vi holder vores fælles fri nu.

I dag blev brugt på en bytur i Odense, fordi den store af drengene skulle et smut til læge derinde.

Vi tog dog allerførst rundt om kirkegården, da vi nåede Odense, hvor vi fik sat en buket med påskeliljer og nyudsprungne ribes-grene. Det er så påske – og forårskønt.

Derefter satte vi storebror af ved lægen og parkerede og fandt Spejdersport. Her blev mellemste ekviperet med ny storspejderrygsæk, 60 liter og med en masse fancy tilbehør. Den bedste ifølge ekspedienten. Han fik også en ny dolk og nyt madsæt. Lillesøster fik også en ny dolk, da hun har forlist sin- ufatteligt at en dolk bare sådan kan blive væk! Og det mødrene ophav havde den store pengepung fremme fro anden gang denne uge. I går var det nemlig to nye lækre dunsoveposer der blev investeret i. Men så holder de også komforttemperatur ned til 5 graders frost….

Videre i Søstrene Grene, der jo altid har en småting man kan bruge. Ungerne faldt for en kasket, dvs drengene og storebrors kæreste. (Kan man kalde hende svigerdatteren?) Den lille hun fandt en mundharpe og nogel blyanter, og jeg sprang over.

Hen forbi vores lokale Odense-pizzapusher, der har de bedste slices jjeg har smagt. Og så videre i Frellsen for at få den obligatoriske softice.
En tur rundt om gågaderne, småsnak, småhygge og egentligt forundring over, at de ikke forasøgte at ligne nogle, der IKKE fulgtes med mig. Jeg er jo trods alt en mor, og derved en gamling.

Og så havde vi brugt 2½ time i byen. Hyggeligt, fordi vi ikke skulle jage efter noget, men bare kune slentre igennem byen.

Nu er vi hjemme igen, husbond er også kommet hjem og nu skal vi til at have….pizza… men det overlever vi jo nok, det er jo børnenes livret.

Imod tiden

Jeg havde en uge til jeg skulle skrive speciale. Ikke alene, men sammen med to andre. Så jeg kaldte dem til møde, hvor jeg fortalte at min mor var blevet syg, og at jeg pt. ikke vidste hvor slemt det stod til. Sagde at vi i værste fald kunne komme til at arbejde mere struktureret end ellers, hvis jeg var nødt til at hjælpe. Sagde at alternativet var at jeg ventede med specialet. Men mine studiekammerater stod ved min side, og sagde at vi arbejder og tager den derfra!
Så vi gik i gang med et meget storstilet projekt, jeg satsede oveni på at færdiggøre et ekstraspeciale, som jeg allerede havde meldt til, og håbede på det bedste.

Det stod hurtigt klart at det nok ikke var så godt med min mor. Hun blev indlagt og lægerne afsnørede den kræftramte nyre for at få den til at “visne”. Og for at forhindre yderligere spredning. Men det var for sent! Knuden i hendes kæbe var ikke den eneste metastase, og lægerne fortalte at det var gået i blodbanerne, og at der nok ikke var så meget at gøre – bortset fra at give hende nogle stråler og se om kræften i kæben svandt. Det gjorde den heldigvis, og min mor var i en kort periode i stand til at tygge sin mad, hvis den ikke var for sej.

Vi hørte om et projekt i Århus, hvor de via genterapi måske kunne hjælpe på hendes form for kræft. Jeg tiggede, bad og truede hende til at tage derop og i det mindste gøre et forsøg. På det tidspunkt var hun stærkt forpint, så ambulanceturen til århus var et mareridt for hende, men hun gjorde det da. For min skyld.
Desværre var svaret i Århus, at hvis hun var kommet i april i stedet for oktober, som det nu var blevet, så havde de kunnet redde hende. Men hvis de behandlede hende nu, ville hun dø på stedet!

Så der brast det sidste håb!

I stadet blev hun tilbudt palliativ strålebehandling, der i det mindste fjernede de værte smerter hun havde. Det tog hun imod, og detvar en befrielse for os alle, at hun pludseligt ikke skulle bæres helt hver gang hun skulle på toilettet, rart at mærke, at det ikke var smertefuldt, når jeg havde hende i bad ( havde lavet en aftale om at når hun skulle i bad, mødte jeg senere til projektet, og kom efter morgenbad, og hygiejneting), mærke at hun livede lidt op og på sin egen måde blev foretagsom. Hun havde ikke kunnet gå selv siden august , men nu kunne hun gå lidt med støtte.

Vi tog hende i denne gode periode med ud på tur i haven, hvor vi kiggede på hendes elskede blomster. Hun fortalte om de forskellige stauder, træer og buske og beklagede, at nu var det sidste gang hun så rosen blomstre, snusede til en smuk blomst og nød solen varme hendes efterhånden tynde krop.
Vi startede bilen og kørte hende over i kolonihaven- hendes fristed, dom hun havde gjort til en ualmindelig smuk oase – hun havde helt specielle grønne fingre. Her gik vi ned til huset, som de havde bygget helt fra bunden, fandt en stol, så hun kunne sidde under det gamle æbletræ og nyde både årets og hendes egen indian sumer for den aller-aller-sidste gang.
Det var så smertefuldt at vide, at hun havde ret, når hun ærgrede sig over at hun ikke nåede at se det æbletræ hun havde købt i foråret blomstre nogensinde, og at det var sidste gang hun så sin elskede have. Vi var alle meget kede af det, og græd lidt på forskud over det uundgåelige….

Hun kom ud på sygehuset i Odense igen, hvor hun fik de sidste stråler, og fik spurgt, hvad er der igen? Seks dage, uger , måneder eller år? Det ærlige svar, der kom, var at det nok nærmest var seks uger der var tale om. En barsk besked, men også håndterbar, for nu var der ting at gøre.

Min mor havde for år siden fået bogen om “min sidste vilje” Den var tom, men nu fik vi snakket igennem, hvad hun ønskede. Hvilke salmer, hvad med bagefter? Hvilke blomster på kisten, hvilken type begravelse? Brændes, sten med navn på , en lilla urne, roser og fresier på båren- som i brudebuketten. Min mor ringede selv til en ven, der var præst og bad ham om at forrette begravelsen, da hun ikke havde den store fidus til sognepræsterne i deres sogn. Han sagde ja, selvom det ikke var det han plejede at gøre mest i ( han er ikke sognepræst). Men det glædede min mor, at det var en kær, god gammel nabo og ven, der skulle sørge for farvellet i kirken.
Skriften på gravstenen valgte vi også sammen, og midt i alt det sørgelige, var det på en måde en lettelse at vide, hvad hun skulle have på i kisten, når det var tid, i stedet for at skulle gætte.

I november begyndte hun så småt at få det dårligere igen, og vi aftalte at jeg skulle søge orlorv lige efter min eksamen sidst i november. Det kunne være rart at vi fik den tid sammen, og samtidigt ville det aflaste min far , som stod med meget arbejde alene. Jeg fik samtidigt – lidt imod min fars vilje, for han ville jo gerne klare alt selv – ringet til hjemmeplejen og fik en aftale i stand med dem, da det var tydeligt at min mor havde brug for ekstrapleje og smertelindring.

Hjemmeplejen begyndte at komme hver dag, i starten hver fjerde dagtime- senere hver tredie time, hvor min mor fik morfin. Det var rart at se at hun ikke skulle lide unødigt.
Jeg fik min eksamen ( med et 10-tal), og flyttede hjem til mine forældre.

På det tidspunkt var det begyndt at gå stærkt, hun kunne ikke støtte på benene mere, svulsten i kæben voksede, appetitten svandt, og hun havde problemer med at spise de 8 panodiler plus sin hjertemedicin. Mad gav hende kvalme, og fik vi hende lokket til at spise lidt, var det en succes.

Det blev sidst i november, og nu ville hun ikke spise mere, kunne ikke – forsøgte slet ikke mere, og pillerne blev opgivet . Som det sidste var det hjertemedicinen, der styrede hendes hjerteslag, der ikke kom ned. At drikke blev også et problem, og vi kunne mærke hun svandt hen…

1. december havde de bryllupsda, den 39. og sidste. Vi samledes allesammen om eftermiddagen for at fejre det. Min mand og ungerne kom ind, min bror og hans søn kom også, og vi drak kaffe samen. Min mor forsøgte virkeligt at holde sig klar til den dag, men hun var desværre ikke klar, da de kom. Hun lå inde i soveværelset og var kun delvist bevidst om at de elskede børnebørn var der.

Vi fortalte børnene at de skulle gå ind og sige ordentligt farvel, og at mormor/ farmor var ved at dø. At det nok var sidste gang de så hende i live, så hvis de ville sige noget særligt til hende, så var det nu de skulle gøre det!

Børnene fik sagt farvel, og jeg er sikker på, at hun vidste at de var der!

Den anden december gik med at hun skiftevis var bevidst, klar, uklar og sovende. Det var hårdt at se på, fordi hun ikke var i stand til at drikke, og vi vidste at døden var næste stop. Min far og jeg skiftedes til at sidde hos hende, hjælpe hende op at sidde lidt, rette på hendes puder osv, mens den anden sov, spiste osv.

3. december havde jeg passet hende til klokken seks om morgenen, ventet på sygeplejerskerne skulle komme med morfin, og gik så i seng. Min far tog hende på badeværelset, hvor hun sagde : Tør… Min far svarede, ja du skal tørres, hvortil min mor sagde : Nej, tør ikke …tør ikke dø!
Så selv i det stadie hun nu var i, vidste hun det. Det var tid til at give slip, når hun turde!

Sygeplejersken kom om formiddagen, hvor hun rådede os til at ringe efter min bror, hvis han skulle være der, når det var tid. Han tog fri og kom også. Vi småsnakkede, sad alle i stuen, hvor min mor lå på sofaen og sov.
På et tidspunkt om eftermiddagen vågnede hun op, ville op at sidde. Vi fik hende op lidt, hvor hun småsnakkede- lidt sort, og så ville hun ned igen. Da vi lagde hende, ville hun have et knus af min bror. Han gav hende et, hvorefter hun sagde ” Også Helle”.
Jeg gav hende grædende det sidste knus, som hun var bevidst om, kyssede hende og sagde at jeg elskede hende og at hun gerne måtte give slip nu. Det var SÅ hårdt, så intenst og samtidigt så nært.
Hun lagde sig derefter til at sove, kom ikek til bevidsthed mere, og klokken halv ni om aftenen begyndte hun at trække vejret anderledes. Kroppen gik i kramper og vi sad alle hos hende i sofaen og holdt hendes hænder, aede hendes kinder og ventede på det sidste suk.
Kvart i ni kom der en voldsom krampe, og hun krummede sammen, hvorefter hun ikke havde smerter mere. Hun var død.

Mens hendes mand og to børn sad med hende. Og var det den værste måde at sige farvel på?

Vi tændte derefter et lys for hende, og ringede efter en sygeplejerske.

Sygeplejersken kom, og vi lagde hende ind i soveværelset , og gjorde hende i stand som hun havde ønsket. Redte hendes krøllede viltre hår for sidste gang. Valgte et par blondetrusser, for hvorfor skulle det være kedeligt? Og den ønskede natkjole. Puttede hende med et lagen over, hvor hun lå, som om hun bare sov.

Derefter kom det svære med at ringe rundt til familie og venner. Nogle kom allerede forbi samme aften, andre kom forbi og nåede at sige farvel i soveværelset dagen efter og andre igen ventede med afskeden til kirken.

Om eftermiddagen dagen efter kom hun i kisten og forlod hjemmet.

Og jeg tog hjem til min egen familie med følelsen af at have været der som jeg burde!

Og at komme hjem til livet, til børnene og min mand, var hvad jeg havde brug for nu!