Blomkålspizza a la dukan

Jeg var faldet over en opskrift på blomkålspizza på nettet, og havde besluttet mig for, at den med få variationer kunne tilpasses min kur, og i går testede vi den så. Vi var fire, da storebror var hjemme, og den blev godkendt af alle.

Blomkålspizza til 4 personer
Bunden:
1 stort blomkål
4 spsk havreklid
2 æg
1 bøtte æggehvide
½ pakke flødeost light ( linessas)
2 tsk salt, ½ peber
1 spsk oregano
evt ostepulver

Fyld kan f.eks være:
tomatpure
1 stor rød peber i strimler
1 løg i strimler
1 pakke skinke light
4 kyllingepølser
hakket stegt oksekød med hvidløg
1 pakke kalkunstrimler
revet ost eller mozarella light i små tern

Start med at tænde ovnen på 225 grader. Skær blomkålen i mindre stykker og blend den fint. Hæld den i en stor skål og tilsæt de andre ingredienser til dejen. Rør godt sammen og hæld massen over på en stor bagepapirbelagt bradepande. Pres den godt sammen og fordel den jævnt. Bag bunden i cirka 15 minutter ved de 225 grader. Den skal begynde at blive gylden på toppen.
Tag nu bunden ud og fordel fyldet på, og sæt pizzaen ind i ovenen igen,til osten er gyldenbrun. Server pizzaen med chilli, en god dressing af skyr rørt med dit yndlingskrydderipulver og evt ekstra oregano/pizzakrydderi.

Vi blev MEGET mætte af portionen, og alle syntes om smagen. Bunden bliver ikke lige så fast som ordinær pizzabund, men den smuldrer heller ikke, når man spiser den.
Prøv den en dag, hvor du synes der skal lidt flere grøntsager til 🙂

Reklamer

Oopsies til den søde tand p+p

Jeg var rent tilfældigt faldet over en opskrift på oopsies med hindbær, og tænkte, at den kunne jeg da omforme til noget dukanagtigt, og det blev ganske godt. Kagerne minder om vandbakkelser, men er lidt mindre luftige og en anelse mere knasende. Jeg havde fået en prøvepakke med husk med solbærsmag, så det røg i, men kan med garanti undlades.
Her er mit bud på Gojibær oopsies:

Gojibæroopsies
3 æg
1 bøtte æggehvide
2 spsk gojibær- kogende vand
½ bøtte flødeost ( linessa 0,2%)
½ tsk vanillepulver
1 tak kardemomme
2 spsk tør-sødemiddel
2 tsk husk ( kan undlades)
2 spsk havreklid
1 tsk bagepulver/natron

. Tænd ovnen på 150 grader, og start med at hælde gojibærrene over i en lille skål og hæld så kogende vand over dem til de lige er dækket.Del æggene og pisk hviderne plus den ekstra helt stive. Pisk blommerne med flødeosten og når det er pisket pænt sammen, så tilsæt resten af ingredienserne til massen- incl de afkølede gojibær med den smule væde der er ved. Bland nu massen i de stiftpiskede æggehvider og fordel blandingen på en bageplade. Jeg fik 16 pænt store kager af den. Bag dem cirka 20-25 minutter ved 150 grader til de er gyldenbrune.

Her er der tre- den ene har jeg toppet med lidt rabarber-hybenmarmelade, det gør den bestemt ikke ringere 🙂 Og når rabarbersæsonen er der lige om lidt, så skal gojibærrene skiftes ud med 125 g snittede rabarbere.

Latrinært indlæg

Læs ikke dette, hvis du er det mindste sart.

Som jeg har skrevet lidt om, så har jeg en kronisk tarmsygdom, der hedder Morbus Crohn, også bare kaldet MC, Du kan læse lidt om sygdommen her

Jeg er jo “desværre” ikke en af dem, der lider af vægttab i forbindelse med min sygdom, hvilket ellers kunne være ret praktisk 😉
Tværtimod er jeg lige nu i behandling med prednisolon, der giver vægtforøgning, glubende appetit osv. Så det er bare op af bakke. Til gengæld er jeg næsten smertefri på grund af behandlingen, og min mave er i orden.

Det har været en lang proces at erkende, at jeg nok fejlede et eller andet, og jeg havde i flere år ignoreret, at jeg da nok havde meget oftere diarre end andre mennesker, for jeg vidste jo godt inderst inde, at jeg havde MC, da min far jo også har det, og der er en vis arvelighed, når man har MC.

Men derfra og så til at gå til lægen og sige at man har diarreer ud over det normale, og så vide, at fra nu af, vil ens tarme blive offentlig ejendom, det var for mig lidt uoverkommeligt, måske netop fordi tarme og afføring er så tabubelagt ?

Man siger jo ikke “jeg skal altså ski.. NU”, når man sidder i en samtale med folk, og det SKAL man altså i perioder…. hvilket gør socialt samvær lidt presset, da det ikke er rart at skulle gå på andres toiletter og “gøre stort og tyndt” 😦
Og at holde sig er ingen option. Jeg har cirka og max ti minutter fra mavesmerterne kommer, og til jeg skal finde et toilet. Heldigvis er afstanden mellem krampeturene oftest på en time, så jeg har altid haft mulighed for at køre hjem og nå toilettet, hvis jeg har været på arbejde, når kramperne og diarreerne startede. Eller også har jeg taget en hjemmearbejdsdag, hvis det har været galt fra morgenstunden. Og så virker immodium heldigvis for mig, og de har i perioder været min bedste følgesvend.

Men da jeg sidste sommer havde haft diareer i næsten tre måneder i træk, tvang Jens mig til at gå til lægen, og nu skulle jeg ikke bare forholde mig til at bringe tabuemnet op, nu blev mine tarme også undersøgt, diskuteret blandt læger og sygeplejersker, og jeg skulle forholde mig til noget så ækelt som afføringsprøver. Og det er stadigt grænseoverskridende for mig, når jeg skal tage prøver og sende dem afsted. Mon man nogensinde vænner sig til det?
Jeg ved det ikke, men det er jo en del af mit liv, og noget jeg skal foretage mig regelmæssigt resten af livet, for det er den bedste måde at måle infektionstal på, da calprotectin lettest måles i afføring, og giver det mest præcise billed af hvor slem betændelsen er.

Jeg er heldigvis kun ramt af betændelsen i nederste del af tyndtarmen – kaldet ileum, og jeg har lige nu mindst seks steder, hvor der er betændelse.
Men sygdommen er aldrig helt ens fra patient til patient, min far er f.eks også ramt i tyktarmen – som på figur 2, og han har fået fjernet det meste af tyktarmen og 40 cm tyndtarm. Jeg kan måske klare det medicinsk med prednisolon og derefter humira, der er en form for kemoterapi.

Hvad vil jeg med dette indlæg? Jeg ved det ikke helt, men jeg tror at det er med i den proces, der hedder erkendelse om at jeg er en patient, knyttet til et sygehus, og at jeg har en sygdom, som jeg ikke dør af, men med. Og at jeg resten af mit liv skal regelmæssigt på sygehuset for at få taget blodprøver, samt at jeg selv skal tage afføringsprøver hver 2-3. måned. For sådan er det bare!!! Til gengæld er der jo en vis tryghed i at jeg bliver kontrolleret i hoved og især røv…. he he… Og at jeg bare skal tage direkte på sygehuset, hvis der er noget, der driller- for jeg er jo patient.

Og at jeg er nødt til at erkende at jeg fejler noget, før jeg kan lægge det lidt fra mig og komme videre med livet. For det skal leves, men helst med blødt toiletpapir 🙂

Æggehvideret med grønt og skinke p+v

Jeg måtte tage tidligt hjem fra skole i dag pga maveproblemer, men det skulle jo ikke forhindre mig i at spise frokost. Så herhjemme kreerede jeg i mangel af hele æg en form for omelet bare lavet på æggehvide. Kønt var det ikke, men det smagte skønt.

Æggehvidesnask
1 forårsløg snittet fint
3 sherrytomater i kvarte
1 stilk basilikum
2 skiver skinke light ( Linessa) i strimler
1 bøtte æggehvide
1 stor spsk hytteost
1/4 mozarellaost light i små tern

Snit forårsløget, skær tomaterne i kvarte og skær skinken i strimler og rist de sammen på en varm pande. Mens det steger, så piskes æggehviden helt stiv og blandes med hytteost, mozarella og basilukum. Tilsæt et lille drys peber og en anelse salt ( ikke meget, da skinken er ret salt) og hæld massen på panden. Rør rundt til hviden er stivnet og osten smeltet. Det er hurtigt, velsmagende og sundt, og tre ting på én gang er ikke at fornægte 🙂

Det skal jo ikke kun være negativt

Så derfor må jeg nok hellere huske at fortælle at min “sure far” nedenunder alt det sure og brokkeriet faktisk også tænker ikke bare lidt, men meget på mig en gang imellem.

Hans kone/samlever/kæreste, eller hvad man nu kalder hende, havde fået en bærbar og havde bedt om vores hjælp til opsætning af mail og diverse andre småting, så vi havde en aftale om at komme derind lørdag aften til mad og hjælp.
Desværre havde hun det ikke så godt at hun havde kunne lave mad til os, så vi var en tur på indisk restaurant inden hjælpen. Ikke godt for vægten, men en ret god oplevelse for ganen, og jeg nippede kun til desserten, og holdt igen med risene, så det var faktisk ikke så galt.

Nå, men da vi kom, havde min far en gave til mig, der næsten fik tårene frem af taknemmelighed og glæde hos mig. Han ved at jeg ikke bare holder af, men simpelthen ELSKER Gravenstenæbler , eller Gråsten som de også kaldes. Da jeg var barn og ung lavede Albani en sodavand, der hed Grastena, og den var lavet på disse æbler, der har en helt speciel syrligtsød smag. Og i hans have står der en gammel Gravensten. Og af den havde han podet et lille nyt træ, som jeg fik i gave, så jeg kunne plante det i min nye have.

Her kan du læse om det dejlige æble med den helt særegne smag: Gråsten

Ser I, det var betænksomhed ud over, hvad man kan forvente. Tak for det far 🙂
Billedet er lånt fra KU’s hjemmeside

Jeg kæmper stadig…

… og indædt for at holde vægten, og forhåbentligt også at tabe mig!!

Men i den sidste uge har der været ikke bare én, men to syndefulde dage, og det er altså ikke det smarteste, når man prøver at tabe sig. Og OK, vi skulle jo nok IKKE have fejret at min vægt var gået under en tier, med at gå ud og æde en masse usundt chinese-food, Og selvom jeg bestilte spareribs til Jeppes fødselsdag OG sad og skar det fedt fra, som jeg kunne finde, så er det jo heller ikke det sundeste måltid- og så taler jeg ikke om de nachos og den snackkurv , som blev inhaleret til forret 😉
Til gengæld drak jeg sukkerfri cola begge aftener, og det må da tælle lidt på plussiden?! Nå, men lige nu er der stadigt to hundrede gram ned til sidste lørdags vægt, så der er da håb om at jeg kommer nedaf igen. Måske allerede i morgen, hvis jeg er heldig, og så er det bare en uge, der er tabt til kampen mod vægten.

Men jeg har jo stadig hyle-kortet… Det der med ” jeg får jo prednisolon”, som jeg kan bruge som undskyldning, hvis det ser for sort ud. Det skal bare ikke få vægten til at gå op!!!! Og hvis jeg ikke har tabt mindst et kilo inden udgangen af marts, så må der skrues på knapper, dvs. både mad- og motionsknapper. Jeg har en holdkammerat fra bodypump, der bliver ved med at sige til mig, at jeg altså skal prøve at tage med til bodycombat, for det er så godt rent konditionsmæssigt, så måske skal der planlægges en times combat en gang imellem?
Og hov! Jeg har jo ferie i ugen op til påske, så der er der ingen undskyldninger om, at jeg er på arbejde til så sent, at det er svært at nå, OG Jens har sagt, at hvis jeg vil træne fra seks til syv , så skal ham og Jeppe nok hjælpe mere til med evt at handle og lave mad, så der er egentligt inhen undskyldning for IKKE at træne. Så tag dig dog sammen, Helle!!!!

Madmæssigt eksperimenterer jeg ikke så meget lige for tiden, jo jeg varierer retten med kylling i tern i fad i uendelige variationer, i går fik vi den f.eks med kun 1 dåsetomat men til gengæld tre kæmpe peberfrugter i tern, og så med en tomatsalat til. Og den er et sikkert hit hver gang 🙂 Kyllingekebab ( fra Lidl) og oksekebab( fra Rema) er også tit på menuen, helst med pandekager til, men nogle dage med bare en bolle til. Når vi arbejder i huset, skal det være nemt at lave, da vi kun har en miniovn dernede.

Og vi arbejder meget i huset for tiden, for nu er vi begyndt at kunne se fremskridt, og det gør, at vi gerne vil give endnu flere timer til projekt hus. Desværre er der jo ikke så mange flere at give af, så jeg har nogle gange givet afkald på den “Hellige Fredag”, der ellers har været en urørlig og urokkelig fridag. Alle andre dage er vi i gang med noget, så fredag har været slappe-dagen. Men i eftermiddag tager vi begge ned i huset og får sat det allersidste loft på førstesalen. Badeværelset mangler, og det er ikke det største rum med sine skråvægge, så det bør være forholdsvist let at få sat loftet der, og vi er efterhånden gode til at måle, sætte op og save 🙂 Vi er faktisk et rigtigt godt sjak, ham Jens og mig 🙂

Så i denne uge var tirsdagens fødselsdag friaftenen 🙂

Og se selv hvor langt man kan komme på en måneds tid, selvom man kun har en aften og to weekenddage:

Her ses loft, gang og til venstre det, der engang bliver til badeværelset, og for enden Jeppes kommende værelse. Der hvor der stod en væg, skal der være dørhul, så vægstumpen er på vej ned på billedet. Badeværelsesvinduet ses længst til venste i billedet.

Og en måned senere:

Her ses det færdige loft, væggene til både badeværelse og dørhul til Jeppes værelse er færdigt, og skorstenen er blevet pudset op. Den ses til højre i billedet.

Sikke en forskel, hvad?

Fødselsdag – 21 år – utroligt men sandt

I går havde Emil fødselsdag. Det er lidt underligt, at det er hele 21 år siden, at jeg lå på Svendborg sygehs og løste krydsorde til frokost, og om aftenen sad med en lille smuk dreng i armene.
Og den lille smukke mørke dreng er nu en voksen mand, der for længst er flyttet hjemmefra og lever sit eget liv.
Men lige på hans fødselsdag er alt ved det gamle.

For mandag aften tog Emil med mig hjem fra Svendborg, for at sove. For han skulle jo vækkes med morgansang og morgangaver, som han plejer!! Og det fik han. Både sang og gaver. Desværre skulle Jens til et heldagsmøde i København, så vi blev oppe til midnat og ønskede ham tillykke der, fordi Jens kørte klokken halv seks om morgenen. Der stod jeg så op og begyndte på at lave morgenbord, få fat i Lærke via Skype og fik vækket Jeppe. Og da klokken var kvart i syv, blev han vækket med sang af Jeppe, Lærke og mig. Og Lærke stod så på bordet mens gaverne blev pakket op og vi fik morgenmad. Det er nemlig hygge, at være med, trods afstanden 🙂

Jeppe havde hovedpine og blev hjemme, så Emil og jeg kørte til Odense efter morgenmaden.
Og om aftenen mødtes vi i Svendborg, hvor Emil havde valgt, at vi skulle spise.
Emils kæreste er ikke socialt anlagt, så hun var ikke med, og Jeppes kæreste havde en venindeaftale, så vi måtte nøjes med “bare os”, men det var nu også superhyggeligt.

Her er fødselsdagsbarnet i rød bluse, og hans lillebror, så forskellige og dog så ens 🙂 Hvor er jeg dog glad for at jeg fik lige præcist dem, for de er helt vidunderlige 🙂

Previous Older Entries