Grillfest

Firmaet holdt grillfest i går aftes. Der var hyrte en kendt fynsk slagter til at grille, lejet en jukebox, og fri fadøl.

Vi er cirka 140 personer, og der er ALTID grillfest den sidste fredag i juni….. Så det burde ikke komme som den store overraskelse for nogen som helst, at den dag skal bookes. Og det samme med julefrokosten, der holdes første fredag i december..

Men på trods af det, var vi kun cirka halvtreds kollegaer, der kom til festen.

Jeg synes det er ærgerligt at folk ikke gider, men omvendt, så fik de jo ikke del i den hygge, den gode mad, og de timer vi andre havde sammen. Så dem om det! Jeg synes bare det er synd for dwe mennesker, der faktisk har knoklet for at få en sådan fest til at hænge sammen- folk der har brugt deres fritid på at handle service, chips osv. samt at booke slagter og jukebox. Det er jo personalets egen fest- for personalet.

Jeg havde i hvert fald en hyggelig aften med søde, gode kollegaer!

Men er der nogle, der kan forklare mig, hvorfor folk ikke gider at bruge en enkelt fredag aften hvert halve år med kollegaer på andre præmisser?

Tudekiks

Jeg kunne mærke tårerne presse på i går aftes. Ikke af sorg, men af stolthed, glæde og fordi jeg var så rørt.

Hvorfor? Der var jo dimissionsfest på ældstes skole, hvor han var med, fordi han gik ud. Præmien til højeste karakter gik IKKE til sønnen, der måtte “bide skammen i sig” over kun at have næsthøjeste snit 😉

MEN, da vi så nåede til klasselærernes tale til de afgående klasser, var der i den forbindelse en udmærkelse til en af deres elever. Og hans klasselærer begyndte sin tale, og det var alt det med at skulle tage afsked- om deres enorme udvikling i de to år osv, og til slut begyndte hun så at snakke om en elev, der havde skilt sig positivt ud ved at have den ganske særlige gave at kunne formå uden fordomme at sætte sig ind i andre elevers tanker, og dermed i deres sted. Og en masse andet flot rosende…. og jo længere hun snakkede, jo mere sikker blev jeg på, at det var MIT barn hun talte om, og da hun så omsider til sidst nævnte hans navn og kaldte ham op, så han kunne få sin præmie, var det liiige før at hans moder var så stolt at hun kunne revne.

For det var jo de værdier jeg har prøvet at give ham i livet, der blev remset op, og det var den dobbelte glæde ved det!!

Så er det ikke OK, at jeg er revnefærdig af stolthed?

Et godt døgn.

Det har været et godt døgn, det sidste. Ikke det faktum at husbond er væk, men…..

Mellemste barn er efter laaaang og vedholdende ringen til ønskeskolen, for at høre om plads, kommet ind på den skole han så brændende har ønsket sig at gå på. Han starter efter ferien i 8A på Byskolen , der er en folkeskole med et GODT ry! I en klasse med kun 18 elever, hvilket er en drøm, i forhold til de 24-26 de altid har været i hans gamle klasse, der jo alligevel splittes op nu.

Og han kender en del, der går på skolen, via både spejder og judo, så det bliver ikke en masse ukendte unge mennesker han skal møde.

Ældste har fået de oficielle papirer fra gymnasiet, hvor han dog kun kender en enkelt klassekamerat perifert. Men så har han jo chancen for at møde 26 nye og interessante mennesker! Og så kan ham og lillebror i øvrigt følges hjem i rutebilen efter skole….

Lillesøster nyder bare de to sovende veninder, så der er hvisken og fnisen i krogene hele tiden 🙂

Og mig? Tjoeeeh….. jeg havde arbejdet med et udbud, der blev afgjort i dag…Og jeg fik ordren! Fortjeneste: 6 cifre, så jeg er heller ikke ked af det – og dog, gid jeg havde en bonusordning 😉

Atter en gang blæser forandringens vinde.

På mit arbejde sker der altså en masse!!!

Direktøren for min del af firmaet har “sagt op” i “gensidig forståelse”  som det jo så fint hedder 😦  og ryddet sit skrivebord og har forladt firmaet samme dag. Det skete i sidste uge- og sært nok fortsætter livet jo bare. Bekymringen går mere på hvem  der kommer og hvornår afløsningen efter yndlingskollegaen kommer… Det er jo rent praktisk og påvirker os alle i meget højere grad end en direktør der alligevel aldrig var der ….

Mig påvirker det både lidt og meget jobmæssigt, da det indtil en anden læsning findes, er MIN chef, der er tilbage som direktør for handelsfirmaet ( en post han afgav, da vi strukrurerede om- for at blive min chef, og for at give plads til en yngre…..). Så nu er han tilbage i folden igen, og eftersom han har “direktørtravlt”, har jeg selvfølgeligt også mere travlt. Så på den måde påvirker det. Rapporteringer som jeg lavede til direktøren cc ham går nu bare til ham, så det mærker jeg ikke.

Det eneste jeg lader en lille smule være med at tænke på, er at jeg jo er stand in, når chefen er på ferie, og det er han fra om to uger – så en lille smule groteskt er det, at jeg i den periode er direktør-stand-in, på trods af at jeg er “level-3-medarbejder”. Men det må man vel bare tage i stiv arm? 😉

Han fik 10 i engelsk, sønnen.

Og det var den sidste eksamen. Han var godt tilfreds, for de havde sagt at han mumlede- og det gør han også…… men han er faktisk ret skrap til engelsk, som han jo nok har lært via Heroes, Might& Magic og så’en 🙂

Så nu er det bare at vente til på onsdag, hvor han dimmitterer, og den stolte moder ( faderen er i Oslo) står og tager billeder af ham, mens han får eksamensbeviset.

Jeg kan selv huske hvor stort det var, at gå ud af skolen… Man var jo næsten voksen! Og at stå med eksamenskaraktererne – et af de første beviser man får i livet, det er noget særligt, ikke? Også selvom man nok aldrig får brug for at vise dem…

Og rørt det blev hun!

lykkeknude.jpgEndda næsten til tårer, da der fra kollega lå en lille pakke med den afbildede troldekugle, og med ordene: ..”jeg synes den passer godt, da vi som gaven hænger godt sammen…også selvom jeg snart forlader dig”. For nu er der kun denne og næste uge tilbage, inden hun er videre i sit næste job.

Af de andre kollegaer fik jeg i øvrigt et gavekort fra Matas, der snart skal omsættes til “naturalier”.

Men gaven fra snart ex-kollega, fik nu dagens største betydning….

Om en time

bliver jeg et år ældre…..

Og hvordan har jeg det så med det? Tjooeh…. med alderen er alder blevet mere et begreb, end noget jeg beskæftiger mig med. Man kan jo alligevel ikke bekæmpe alder. Man kan være velpræserveret i mange grader, men indeni kommer alderen alligevel, så hvorfor ikke bare nyde den alder man har?

Teenagetiden og brydningerne- og samtidigt forelskelse var herrrligt.

Tyverne var karierre, falden til ro og seriøst parforhold.

Trediverne var tiden hvpor jeg fik børn, ny uddannelse og mentalt faldt til ro indeni.

Og nu, hvor jeg er i fyrrerne, hviler jeg meget i mig selv- man har sex på en bedre måde- der skal ikke tænkes i børn mere. Børnene er nu store og selvhjulpne, og vi har faktisk flere og flere weekender uden dem- og hvor vi så kan nyde hinanden. Jeg kan bruge min tid meget mere konstruktivt- jeg skal ike hente i børnehave, fritidsordning eller vuggestue mere. Ynglet kommer selv hjem. Jeg tillader mig at være mere åben overfor både kendte og ukendte, hvilket resulterer i gode samtaler med mennesker jeg ellers aldrig havde snakket med. Jeg har mere tid til overs til “bare Helle”, og jeg begynder at have tiden til både de gode bøger og dage, hvor jeg bare daser. Og jeg er stadig i stand til at lære i et hurtigt tempo, så jeg gror ikke helt til! Så lige i dag er 44 år det suverænt bedste 🙂

Previous Older Entries