Der er købt påskepakke

Jeg er jo med i “Operations Påskeglad” – fordi det er SÅ dejligt at få en pakke :o)

Og jeg glæder mig bare SÅ meget til min pakke kommer, for gaver det bliver man nok aldrig for gammel til, vel?

Men jeg er også hvert år i tvivl om det jeg selv køber er nok, og i orden. På trods af at jeg faktisk ofte køber ekstra af det samme til mig selv.

Men hjemme på mit spisebord ligger der nu en pakke i rosa silkepapir, der sammen med …..noget andet ….. skal sendes til en absolut ukendt kvinde i København.

Så nu er det bare om at få fat i en boblekuvert og et frimærke, og få gaven sendt i løbet af næste uge. Den skal jo ike ankomme MEGET før påske, vel?

paaskeglad2009stor

Bigami eller?

 

Jeg kiggede ud af spisestuevinduet i morges- og så til min store glæde, at stærene er kommet.

Vi har et fuglehus, som er produceret af et af børnene- lidt skævt og med en mægtig fin meget grøn farve. Det hænger for enden af vores tørresnors -holder ( eller hvad hedden sådan én?).

Det har i de sidste år været befolket af forskellige arter fugle, men sidste år vandt en stærefamilie pladsen. Smukke fugle, og når solen skinner i deres fjerpragt, så er det en ekstra smu udsigt man får.

Men, men, men – der var TRE stære der inspicerede stærekassen, så om der er tale om bigami, eller om der bliver kamp om pladsen, ja det må tiden vise. De var alle tre inde og kigge på faciliteterne, og så umiddelbart ikke ud til at være uvenner….

Men ihvertfald er foråret på vej nu!!!

Testing, testing

 Sidder begravet i tests.

Jeg regressionstester, laver nye klienttestcases samt udviklertestcases….

…og jeg hygger mig med det !! 😉

20. marts 1991…

..fik jeg min dejlige søn.

Tænk at der er gået 18 år – det var jo næsten i går at jeg fik ham, så hvordan kan jeg lige pludseligt være mor til en voksen søn? Ufatteligt, men sandt.

Når jeg ser i hans nøddebrune dejlige øjne, tænker jeg at det var godt at jeg kæmpede for ham, for han er det hele værd! Godmodig, mild, venlig, begavet , humoristisk og en blid og følsom sjæl.

Men kampen for at få ham var lang og besværlig……

Jeg smed p-pillerne i 86, da vi blev gift, for jeg havde altid ønsket mig børn, og gerne mange. Et lige antal var ønsket, og om det så skulle være fire eller seks børn ville tiden vise……………….

Og stor var glæden da jeg under flytningen til vores nuværende hus, som vi overtog 1. december 1986, opdagede at jeg var gravid. Desværre endte graviditeten da barnet døde, da jeg var lidt over halvgående.  Jeg blev indlagt den 19. marts 1987 till scanning og undersøgelse, da jeg småblødte, og scanningen viste at der ikke var mere liv. Så den 20. marts 1987 var en sorgens dag, da jeg blev kørt ned  for at føde mit døde barn. Det var hårdt, men vi kom over det – vi var jo “unge og sunde”.

Der skete bare ikke noget!!! Ingen graviditet – intet!

I starten af 1990 blev jeg så gravid igen, men aborterede i uge 8. Sørgerligt, men denne gang havde jeg ikke de store forventninger til en graviditet, så jeg havde gjort mig hård og kom hurtigt over det.

Så blev jeg enig om at NU skulle der ske noget! Jeg aftalte, at jeg efter sommerferien skulle i gang med en udredning, så vi kunne finde ud af hvorfor det ikke rigtigt blev til de mange børn det skulle være.

Men så langt nåede vi aldrig. Den bookede tid i august blev i stedet brugt på at lave vandrejournal og første graviditetsundersøgelse 🙂

Men det lå stadig i baghovedet at man ikke måtte glæde sig for tidligt- at man ikke skulle købe sparkedragter, der efterfølgende så skulle gemmes langt væk – eller foræres væk fordi man ikke selv fik brug for dem alligevel. Lægen sagde – husk at du er relativt sikker efter uge 12, så jeg ventede og holdt vejret de første tolv uger. Og alt gik godt. Ingen smerter, intet blod, bare lidt kvalme og ømme bryster. Måske denne gang???

Uge 13 gik, men de første dag i uge 14 stod jeg tidligt op for at sende husbond afsted på arbejde, og da jeg tørrede mig efter toiletbesøget var der blod!! Og alt håb bristede…. Ikke igen!!!

Jeg fik ringet til vagtlægen, der sagde at jeg bare skulle lægge mig ned og se om blødningen ikke stoppede. Den besked havde jeg fået to gange før i mit liv, så jeg lagde mig og ventede til min egen læge åbnede. Ringede til ham og sagde at nu blødte jeg. Hmmmmm sagde han. “Jeg ringer tilbage til dig, lig stille til da”.  Han ringede ½ time senere og sagde at han ikke mente at han kunne tage ansvar for at jeg lå derhjemme- set i historisk perspektiv, og at han havde ringet efter en ambulance, som ville køre mig på sygehuset.

Jeg var ked af det – ventetiden var lang, og da vi ankom til sygehuset, og jeg blev kørt til scanning efter undersøgelsen, der bare bekræftede at jeg blødte, troede jeg at det var en gentagelse af sidste gang. Så de de begyndte at scanne kiggede jeg ikke på skærmen. Det vil sige ikke før sygeplejersken sagde “her er det lille barn så – og dér kan I se hjertet der blinker så fint!”. Og der lå han vores lille bønne. 4,6 cm fra hoved til numse, men i levende live!! Så der var stadig håb!!

Efter en uge på sygehuset stilnede blødningerne af og jeg fik lov til at komme hjem hvis jeg lovede ikke at løfte, passe godt på mig selv osv. Og det lovede jeg naturligvis.

Og så voksede og voksede jeg ellers…… I uge 20 genså vi ham. Nu var det bare hovedet der var 4,6 cm i diameter, og hjertet slog stadig fint 🙂

Og jeg voksede og voksede. Så meget at jordemoderen slog alarm – der er for meget fostervand, sagde hun. Så jeg blev sendt på sygehuset. Men fødselslægen mente bare at det var meget mor…..så jeg blev IKKE scannet. Jordemoderen brummede og sagde, der VAR for meget fostervand.

Og tilfældet skulle være at lige netop min jordemoder og selvsamme læge stod for igangsættelsen af fødslen, da jeg blev indlagt i uge 37!!

Fortsættelse følger

Solen skinner :)

…og jeg nyder det!

Men jeg måtte lige et smut ind i huset i morges, da jeg skulle køre, for at finde solbrillerne frem.

Men at være så heldig at jeg KUNNE tage solbrillerne på – det er da lykken, ikke?

Og jeg så de første viber her til morgen, så nu er det forår.

Tak sol!! 🙂 ……………og velkommen tilbage

sol

Og en søndag aften går med: Høvdingebold og Wipeout!!!

Vi spiser altid klokken omkring halv otte om søndagen, og alle plejer at være hjemme.

Derfor vælger vi oftest at sidde oppe i stuen og se tv samtidigt med. Og det skal være noget vi alle fem gerne vil se, der skal vises. Enten en god film på dvd, en i tv – eller et fedt program.

Lige nu er det bare perfekt, da vi alle fem synes at Høvdingebold på DR1 er sjovt. Vi har alle spillet det, og kan genkende frustrationerne, når et hold taber. Det er underholdende at se på- og kommentarerne til spillet er guld værd ;o)

Så tiden til otte er booket!

 

Og så er det videre til Kanal 5, hvor der er wipeout. Samme koncept- frivillige der konkurrerer , nu bare nordiske deltagere, der udrenses. De kæmper, ryger i mudder og bliver svimle. Sjovt at se på, når de kikser, og kommentarerne er også sjove.

Så søndag aften er vi i den lette underholdnings vold 🙂

Tid eller mangel på samme

Tid er der vel aldrig nok af?

Jeg synes jeg oplever, at jeg pludseligt er i tidsnød på grund af livets små forsinkelser.

Lige nu prøver jeg at ignorere at den ældste fylder 18 om fire dage!!!! Og jeg har endnu intet gjort i forbindelse med det. Jo – inviteret dem han ville se, og efter en del skubben på for at få et svar, har vi bestemt menuen.

Og dér er vi så…Intet er handlet, der mangler at blive gjort rent – og han skal vel også have en enkelt “fysisk gave” eller to? Vi har jo en børneopsparing , der efterhånden er oppe i 30.000 kr, som han får, og så betaler vi hans kørekort, så han skal jo ikke have de store gaver oveni……

Hvad gør andre?  Jeg aner det ikke? Vores niece, fik også det samme. Børneopsparingen og kørekortet.

Og så regner jeg med at vi skal financiere en del af den fest som han holder “for de unge” sammen med en god klassekammerat og veninde. Der bliver de omkring 100 mennesker til fest i et forsamlingshus. Formen er ikke sikker endnu – de skal lige have overstået deres tur til Grækenland først ( en uge i Athen er ikke værst, vel?). Men vi snakker om at de inviterer nogle til at komme og spise og resten fra klokken ni. Mad til 40 er nemmere end mad til 100 🙂

Men den fest er laaaaaalng ude – ligesom konfirmationen i maj 😉 – og vi når nok det hele alligevel

Previous Older Entries