En der blev væk!

Jeg har slet ikke berettet om turen til Istanbul, da vi har ligget ned af travlhed siden vi kom retur.

Det er en by der kan anbefales, medmindre man ikke kan klare masser og atter masser af mennesker. 16 millioner samlet et sted, giver en konstant summen, en puls der hele tiden bevæger sig, de mest tætpakkede sporvogne- men altid med plads til en mere, og en konstant bæren varer rundt.
Aldrig har jeg set så mange bærere med tunge pakker på ryggen slæbe sig igennem et så tæt mylder af mennesker, at man ikke tror det før man ser det. At se ned på gederne i Istanbul må være som at se på en myretue. Folk flytter sig for pakke-slæberne, og et øjeblik efter er hullet lukket.

Vi var heldige med vejret- det havde lige været koldt, da vi kom, men mens vi var der var temperaturen omkring de tyve grader, og solen skinnede, så vi fik faktisk alle en smule farve i ansigtet.

Og allerede den første dag snakkede vi om at der var mange små gader, og at man nok kunne blive væk der. Men vi vidste ikke, at vi allerede dagen efter ville stå med “en, der blev væk”.
For lørdag morgen stod Mads op klokken halv syv for at tage en løbetur – naturligvis KUN iført sit løbetøj og hverken telefon eller adresse med. Han løb ned til havnefronten og fulgte den ind til den Blå Moske, hvor han vendte rundt. Løb tilbage, og skulle efter planen dreje, da han nåede Laleli-kvarteret, hvor vi boede. Men af uforklarlige årsager så han ikke krydset han skulle dreje ved, og han fortsatte… og fortsatte… og fortsatte… mens han blev mere og mere desorienteret og vidende om sin egen manglende stedsans.

Imens var vi andre stået op og havde mødtes som aftale klokken halv ni. Mads? Hvor er han? Ude at løbe, sagde Jeppe…. OK, vi giver os bare god tid med morgenmaden, så kommer han nok.

Og vi spiste.. og spiste, og nød udsigten over vadet. Men ingen Mads.

Klokken ti gik vi ned i receptionen og hørte hvad vi evt. kunne gøre? Ingenting andet end at vente. Så vi ventede……..og ventede…

Og klokken halv elleve kom en varm, træt Mads retur til hotellet, fulgt af en venlig dame, der fik ham den sidste vej tilbage. Meget træt efter en løbetur omkring Zeytimburnu, der ligger over ti kilometer i den forkerte retning. Så det blev til en lille marathon den lørdag.

Uvist af visse årsager, havde han ikek lyst til morgenløbeture resten af ferien😉

Og jeg fik atter ret i min påstand om at man let kan fare vild, men at vi ALDRIG, ALDRIG er blevet helt væk på en ferie. På et eller andet tidspunkt finder man altid tilbage.

Men jeg har en lille formodning om, hvorfor de to unge meget gerne ville følges med os gamle – og bykortet – hele resten af ferien🙂

Hvad der var mest overraskende, var alle bakkerne. Istanbul er nok den mest bakkede by vi nogensinde har besøgt, så man får trænet benmuskler, når man går. Til Galatatårnet er stigningen nok omkring 20%, og vi måtte alle holde en pause eller to, inden vi nåede derop af stejle snoede brostensbelagte smalle veje.
Og lige i nærheden var der en decideret tunnelbane, der bare kørte op, op og op til Karaköy. Drengene gik derop- og svor at det gjorde de aldrig mere, mens Jens og mig tog tunnelbanen. Og så gik vi alle fire ned igen til havnen. Turen nedaf sluttede med over 300 trappetrin ned, efter de stejle gader var forceret. Men en oplevelse var det🙂

Så vi kan roligt anbefale Istanbul, hvis man vil være en del af en pulserende by.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: