Ni år siden jeg blev moderløs

I dag er det ni år siden at min mor døde.

Underligt. På den ene side, synes jeg lige hun er død, men på den anden side, er livet jo bare gået videre efter. Min far har fundet en anden – og sød kvinde – og vi er derfor ikke belastet med en ensom far.

Børnene har efterhånden svært ved at huske detaljer om hende, men de var jo også 6, 8 og ti år da hun døde, og minder er noget sært noget. De kan godt huske at vi holdt kom-sammen den første december det år for at sige tillykke med deres bryllupsdag og tillykke til deres fætter der har fødselsdag den 2. december, og Lærke kan huske at hun også var forbi dagen efter, inden hun skulle på juletur.

Men samværet med hende, det kan de ikke helt huske mere… Og sådan er det vel? Man glemmer og kan kun huske , når man ser billeder af situationer.

Men i morgen, lige inden vi tager til fætterens fødselsdag, så tager vi alle en tur forbi kirkegården med en vinterkrans, og tænker på hende et øjeblik, inden livet atter kalder.