Vi har mistet Daisy

Torsdag aften kom Jens hjem, efter træning. Lukkede Daisy ud, som vi plejer – vi bor jo trods alt på en blind vej ned til en skov, og hun har altid været vant til at gå inde i grøftekanten, så det var som det plejer.

Imens var jeg på vej hen for at hente Lærke fra spejder. Vi fik en sms om at hun var ude, så vi skulle lige passe på, når vi kom. Hun har altid genkendt min bil, og så skullet køre med det sidste stykke vej hjem, når jeg kom. Så vi kørte som vi plejer, men så hende umiddelbart ikke.
Men det var der ikke noget mærkeligt i, hvis hun var ude på marken, eller til den anden side af vejen.

Vi spiste, og så var jeg ude at kalde på hende. Ingen Daisy!
Vi kaldte løbende hele aftenen.

Aftenen gik og da vi skulle til at i seng var jeg atter ude at kalde. Stadig ingen hund. Og eftersom vi i løbet af det sidste år et par gange havde fundet hende på gåtur ude i grøftekanten helt nede i den lille by vi bor 1 km fra, startede vi bilen for at se om hun var der. Vi kørte først op til skoven, tilbage og ned til byen, op til landevejen og retur til byen, og videre mod den næste by. Ingen hund at se.

Så vi besluttede os for at gå i seng. Når hun ikke har gidet at komme ind, så har hun gerne sat sig og gøet udenfor gadedøren, hvilket altid har vækket mig, så jeg vidste at jeg ville vågne hvis/når hun kom hjem.

Næste morgen ringede vækkeuret, og jeg var ude at kalde igen. Stadigt ingen hund!

Vi kørte på arbejde, og kiggede begge efter hunden i den retning vi hver især kørte. Uden at se hende.

Og om formiddagen bad jeg Jens om at låne sin bil til Emil, der skulle have noget lasagne, som jeg havde til overs fra torsdag aften. Så kunne han hente lasagne og kigge efter om Daisy var kommet hjem.

Fik en sms ved middagstid, hvor der stod: Emil har fundet Daisy henne ved naboens hus.
Godt tænkte jeg- så har han lukket hende ind.

Først sent på eftermiddagen snakker jeg så med Jens, der siger at han er på vej hjem for at hente Daisy og få lavet grav til hende. Og så går det op for mig, at hun er død.

Det viser sig, at der lige inden vi piger kommer hjem – ti minutter efter Jens, har kørt en stor høstmaskine ned af vejen. Den har så skullet trække ud i grøftekanten for atpassere naboens hus, fordi hans bil stod ude på vejen. Lige dér sad Daisy og forrettede nødtørft ( tror vi), og så har traktorens hjul ramt hende og brækket nakken på hende. Der var intet at se på hende, så hun er blevet ramt nådigt, og ikke kørt henover.

Så da vi kom hjem fredag, fik vi sagt farvel til hende, nusset den pjuskede pels for sidste gang, og lagt en rose ned til hende, inden hun blev begravet ved siden af vores forrige hund.

Så farvel Daisy – verdens frækkeste hund. Dig der både var den sjoveste hund vi nogensinde har haft, samtidigt med at du var den eneste hund vi aldrig kunne holde styr på.

Daisy – du var sgu helt sin egen – hundehimlen bliver et sjovere sted a bo i nu!

… Og jeg savner helt vanvittigt en at dele min sidste stump brød meds om morgenen….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: