20. marts 1991, del 2

Faktisk begyndte det ikke den 20. marts, men den 19., da jeg skulle til jordmoder. Det må have været 38-ugers undersøgelsen jeg skulle til….

Jeg ankom sammen med Jens, der tilfældigt havde fri den dag, og som kørte mig afsted til Ringe, hvor jeg gik til undersøgelser ( praktisk da det lå mellem os og Odense hvor jeg læste).

Jordmoderen havde den vanlige snak med mig, og da jeg lå på briksen for at blive målt over maven, måtte jeg da lige fortælle at jeg vist havde noget tegnblødning….. Faktisk havde jeg blødt siden lørdag! Så nu var det vel snart?

Hvor var jeg dog uvidende. Men ingen havde forklaret mig at tegnblødning bare er en prop , og ikke vedvarende blødning.

Så jeg blev bedt om at tage trusserne af, så hun  kunne undersøge mig. Jeg syntes det var enormt grænseoverskridende, for indtil da havde hun kun beskæftiget sig med mine “eksterne dele”, og nu skulle hun pludseligt internt. Men af kom trusserne, og ganske rigtigt :”der ses lyst frisk blod” står der i min journal, der også fortæller at “hjertelyden måles til 7-7-8-9, men retter sig efterfølgende op”. Havde jeg vidst at den burde have ligget på 15-15-15-15, havde jeg nok været bekymret.

Men jeg var stadig ikke bekymret, og da hun sagde at hun syntes at jeg skulle tage et smut ned på sygehuset – direkte og udenom indlæggelsen, var jeg stadig ikke forskrækket. Hun ringede til en læge på fødeafdelingen og aftalte at jeg kom direkte op til dem. OK, tænkte jeg, det bliver da hyggeligt at få en sirimmel kørt og måske endda se ham en gang mere inden han kommer om tre uger….

Så vi startede bilen, men tænkte at vi nok måtet tage en taske med, hvis de mod forventning beholdt mig, og så skulle vi jo lige have noget morgenmad – det havde vi ikke nået inden vi tog hjemmefra. Så da vi nåede Svendborg sygehus en time senere, var det stadig med ro i sindet.

Jeg kom direkte ind på en af for-fødestuerne, blev undersøgt af en læge og en jordemoder der også kunne se blod, og svaret på strimmelen fik jeg aldrig, men jeg kan huske at jeg kunne følge plukkeveerne på skærmen og syntes at det var sjovt at se, hvor meget barnet reagerede på dem.

Lægen syntes at jeg skulle blive på sygehuset, og at der skulle køres ny strimmel senere på dagen, og sådan blev det. Jeg blev kørt ned på barselsafdelingen ( man havde både gravide over uge 26 og mødre sammen da), hvor jeg blev installeret på en stue. Og så ventede jeg ellers bare…………… Jeg havde det jo fint nok, så jeg tullede rundt, og da det blev aften, sendte jeg Jens afsted til 25-års fødselsdag hos bedstevennen. Der var jo ingen grund til at han blev hos mig hele aftenen.

Og jeg ventede og ventede på den ski.. strimmelkørsel. ..Aftenen gik og der skete bare ikke noget!! Men da det blev midnat, blev jeg omsider hentet af en portør, der kørte mig op til strimmel og ny ultralyd. Jeg var efterhånden bare træt og ville sove, men fik da kørt strimmel og blev kørt tilbage igen klokken halv to om natten. SÅ skulle jeg omsider sove, troede jeg, men så kom der en sygeplejerske ind og sagde noget på det tidspunkt fuldstændigt underligt :” Hvis du ikke har født i nat af dig selv, så sætter vi dig i gang i morgen tidlig”!

Og da kom panikken!!!!!!!!

1. Jeg skulle jo først føde om tre uger

2. Jeg manglede at få handlet en masse, puslepude, sutteflasker, bleer og alt muligt andet.

3. Jeg var slet ikke klar

4. Hvorfor? Er der noget galt?

Men der var ingen svar, og jeg lå og kiggede ud på det smukke Svendborgsund, mens jeg ventede på dagen der skulle komme. Omsider faldt jeg i søvn, for at blive vækket klokken halv syv om morgenen til “morgencheck”, morgenmad og ventetid.

Da klokken var ti kom min jordmoder og sagde at nu var det i dag jeg skulle have barn. Helt surrealistisk. Jeg ringede hjem til Jens og fortalte ham at han skulle være far i dag, og han var fuldstændigt panisk. Jeg fik ham beroliget og sagt at han bare skulle give sig god til til at spise og få luftet hunde inden han kom. Der var jo slet ikke sket noget endnu.

Og så blev jeg kaldt ind i et undersøgelsesrum til lægen og jordmoderen. De forklarede at de ville tage vandet på mig, og at jeg derefter ville få naturlige veer, men at det ville blive en overvåget fødsel, jeg skulle igennem.

Og så prikkede de hul……og vandet rendte, rendte og rendte. De skiftede balje og vandet rendte, rendte og rendte……….Efter uendelig tid stoppede det, og jeg spurgte til hvor meget vand der var? Og jordmoderen svarede triumferende, at der havde været cirka 5 liter fostervand! Så hun havde altså haft ret. Og jeg kunne bedre forstå, hvorfor jeg havde følt mig så enormt stor.

Klokken elleve blev jeg kørt op på fødestuen og tilsluttet en masse måleudstyr, og klokken tolv kom den første ve. Klokken halv fire var jeg “udslettet”…og så blev veerne svagere. Jeg fik tilbudt drop, men takkede nej. Klokken seks fik jeg besked på at nu var der ikke sket noget i en time, og barnets hjertelyd var dårlig, så jeg var nødt til at få det forhadte drop.  Klokken kvart over seks var droppet lagt, og klokken 18.35 kom den skønneste lille mørkhårede dreng til syne. 48 cm og 2800 grams lykke. Jordmoderen fik lov til at vælge hans navn. Johan eller Emil, og da hun syntes at han lignede en Emil, så blev det sådan!

Vi var forældre – det var så mærkeligt, utroligt og vildt.

Min mor og bror var ankommet til sygehuset klokken halv syv, uvidende om at jeg lå i fødsel, og de fik lov til at komme direkte op på fødestuen og se ham med det samme.

Hyggeligt med barnepiger, mens vi lige fik en kop kaffe og en ostemad 🙂

Og nu er du pludseligt 18 år.

 

Hvor blev tiden dog af?

5. Hvorfor er Jens her ikke lige NU?

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: