20. marts 1991…

..fik jeg min dejlige søn.

Tænk at der er gået 18 år – det var jo næsten i går at jeg fik ham, så hvordan kan jeg lige pludseligt være mor til en voksen søn? Ufatteligt, men sandt.

Når jeg ser i hans nøddebrune dejlige øjne, tænker jeg at det var godt at jeg kæmpede for ham, for han er det hele værd! Godmodig, mild, venlig, begavet , humoristisk og en blid og følsom sjæl.

Men kampen for at få ham var lang og besværlig……

Jeg smed p-pillerne i 86, da vi blev gift, for jeg havde altid ønsket mig børn, og gerne mange. Et lige antal var ønsket, og om det så skulle være fire eller seks børn ville tiden vise……………….

Og stor var glæden da jeg under flytningen til vores nuværende hus, som vi overtog 1. december 1986, opdagede at jeg var gravid. Desværre endte graviditeten da barnet døde, da jeg var lidt over halvgående.  Jeg blev indlagt den 19. marts 1987 till scanning og undersøgelse, da jeg småblødte, og scanningen viste at der ikke var mere liv. Så den 20. marts 1987 var en sorgens dag, da jeg blev kørt ned  for at føde mit døde barn. Det var hårdt, men vi kom over det – vi var jo “unge og sunde”.

Der skete bare ikke noget!!! Ingen graviditet – intet!

I starten af 1990 blev jeg så gravid igen, men aborterede i uge 8. Sørgerligt, men denne gang havde jeg ikke de store forventninger til en graviditet, så jeg havde gjort mig hård og kom hurtigt over det.

Så blev jeg enig om at NU skulle der ske noget! Jeg aftalte, at jeg efter sommerferien skulle i gang med en udredning, så vi kunne finde ud af hvorfor det ikke rigtigt blev til de mange børn det skulle være.

Men så langt nåede vi aldrig. Den bookede tid i august blev i stedet brugt på at lave vandrejournal og første graviditetsundersøgelse🙂

Men det lå stadig i baghovedet at man ikke måtte glæde sig for tidligt- at man ikke skulle købe sparkedragter, der efterfølgende så skulle gemmes langt væk – eller foræres væk fordi man ikke selv fik brug for dem alligevel. Lægen sagde – husk at du er relativt sikker efter uge 12, så jeg ventede og holdt vejret de første tolv uger. Og alt gik godt. Ingen smerter, intet blod, bare lidt kvalme og ømme bryster. Måske denne gang???

Uge 13 gik, men de første dag i uge 14 stod jeg tidligt op for at sende husbond afsted på arbejde, og da jeg tørrede mig efter toiletbesøget var der blod!! Og alt håb bristede…. Ikke igen!!!

Jeg fik ringet til vagtlægen, der sagde at jeg bare skulle lægge mig ned og se om blødningen ikke stoppede. Den besked havde jeg fået to gange før i mit liv, så jeg lagde mig og ventede til min egen læge åbnede. Ringede til ham og sagde at nu blødte jeg. Hmmmmm sagde han. “Jeg ringer tilbage til dig, lig stille til da”.  Han ringede ½ time senere og sagde at han ikke mente at han kunne tage ansvar for at jeg lå derhjemme- set i historisk perspektiv, og at han havde ringet efter en ambulance, som ville køre mig på sygehuset.

Jeg var ked af det – ventetiden var lang, og da vi ankom til sygehuset, og jeg blev kørt til scanning efter undersøgelsen, der bare bekræftede at jeg blødte, troede jeg at det var en gentagelse af sidste gang. Så de de begyndte at scanne kiggede jeg ikke på skærmen. Det vil sige ikke før sygeplejersken sagde “her er det lille barn så – og dér kan I se hjertet der blinker så fint!”. Og der lå han vores lille bønne. 4,6 cm fra hoved til numse, men i levende live!! Så der var stadig håb!!

Efter en uge på sygehuset stilnede blødningerne af og jeg fik lov til at komme hjem hvis jeg lovede ikke at løfte, passe godt på mig selv osv. Og det lovede jeg naturligvis.

Og så voksede og voksede jeg ellers…… I uge 20 genså vi ham. Nu var det bare hovedet der var 4,6 cm i diameter, og hjertet slog stadig fint🙂

Og jeg voksede og voksede. Så meget at jordemoderen slog alarm – der er for meget fostervand, sagde hun. Så jeg blev sendt på sygehuset. Men fødselslægen mente bare at det var meget mor…..så jeg blev IKKE scannet. Jordemoderen brummede og sagde, der VAR for meget fostervand.

Og tilfældet skulle være at lige netop min jordemoder og selvsamme læge stod for igangsættelsen af fødslen, da jeg blev indlagt i uge 37!!

Fortsættelse følger

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: