Der passes hund

Vi har fået besøg af Daisys bror. Hen bor jo hjemme ved sin mor, der er i løbetid, så familien var ved at blive meget trætte i ansigterne af “Hanhund iført ulvehyl”. De ringede derfor ned og spurgte om vores også var i løb. Det er hun ikke, så Fritz er nu på visit her i nogle dage til hans mor er over det værste.

Så lige nu er de stadig ved at afklimatisere.  Daisy suser småknurrende ( men logrende ) rundt og bider ham i benene. Fritz ser lettere lidende ud, men finder sig i det, og i løbet af dagen finder de deres rytme. Men det er tydeligt at Daisy har meget mere krudt at brænde af, og at Fritz er vant til at være den med mest energi – hans mor er jo 8-9 år gammel- så det er nok sundt at han også prøver at blive kørt træt.

Ellers hersker der ro i huset. Ældste er på arbejde, mellemste sover efter han er hjembragt fra en kort lørdag-søndagspejdertur, og yngste står i køkkenet og bager pandekager til i aften. Hun elsker den slags hyggeting og bruger gerne en time i køkkenet på pandekagebagning etc.

Husbond er i færd med at male træværket på huset – kalkhvidt så det næsten står i samme farve som vores kalkede vægge. Vi turde ikke gøre det i første omgang, så der havde vi en transparenthvid. Men nu er skridtet taget- og det kommer nu til at se godt ud. Jeg gør rent, vasker tøj, vander og alle de andre hverdagssmåting.
Hygge og afslapning på en dejlig søndag, hvor druerne i drivhuset er smagt -uhm- og haven inspiceret og nydt.

Skriv en kommentar