Balancegang

Ældste søn er for tredie gang blevet kærester med “psykisk syg pige”…. Og jeg er bekymret igen igen igen. For det påvirker ham bare så meget at være kærester med hende, og at være ridderen på rustningen.

For i forsøget på at hjælpe og støtte hende- han holder jo af hende- går han med ned.

Og mig? Jeg står bare magtesløs, for jeg kan jo ikke andet end at vente, prøve at hjælpe ham igennem og håbe på det bedste…. Og jeg kan ikke sige ” Lad nu være med det igen, det er for dumt”. For han skal jo selv lære det.

Eller?

Hvad i alverden gør man? Jeg synes at det er en vanskelig balancegang, IKKE at kritisere, ikke at skubbe ham ud i vanskelige valg, ikke at kritisere osv. For pokker hvor er livet sommetider vanskeligt- også for mødre.

1 kommentar (+add yours?)

  1. Helle
    Jul 02, 2007 @ 06:20:20

    Det er det vanskeligt, ja. Og det eneste vi mødre kan gøre er at støtte og bakke op. At være der, lytte og observere …
    Det var nemmere, dengang man kunne tage dem op og “puste” på det der gjorde ondt, indtil det gik væk.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: