Tudekiks

Jeg kunne mærke tårerne presse på i går aftes. Ikke af sorg, men af stolthed, glæde og fordi jeg var så rørt.

Hvorfor? Der var jo dimissionsfest på ældstes skole, hvor han var med, fordi han gik ud. Præmien til højeste karakter gik IKKE til sønnen, der måtte “bide skammen i sig” over kun at have næsthøjeste snit 😉

MEN, da vi så nåede til klasselærernes tale til de afgående klasser, var der i den forbindelse en udmærkelse til en af deres elever. Og hans klasselærer begyndte sin tale, og det var alt det med at skulle tage afsked- om deres enorme udvikling i de to år osv, og til slut begyndte hun så at snakke om en elev, der havde skilt sig positivt ud ved at have den ganske særlige gave at kunne formå uden fordomme at sætte sig ind i andre elevers tanker, og dermed i deres sted. Og en masse andet flot rosende…. og jo længere hun snakkede, jo mere sikker blev jeg på, at det var MIT barn hun talte om, og da hun så omsider til sidst nævnte hans navn og kaldte ham op, så han kunne få sin præmie, var det liiige før at hans moder var så stolt at hun kunne revne.

For det var jo de værdier jeg har prøvet at give ham i livet, der blev remset op, og det var den dobbelte glæde ved det!!

Så er det ikke OK, at jeg er revnefærdig af stolthed?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: