Den 3. december burde være en Tycho Brahesdag

…..men det er den af en eller anden grund ikke.

Den 3.12 for fem år siden døde min mor i en alder af 58, og efterlod os i den nærmeste familie med en følelse af afmagt, og vrede over at skæbnen rammer så hårdt, og giver folk kræft alt for tidligt.

Den 3. december i år faldt en af mine nærmeste kollegaer om, ramt af en hjerneblødning. Han er 34, og burde sidde ovre på sin plads fem meter fra mig lige nu, i stedet for at ligge i coma på intensiv på sygehuset. Han har tre små  børn og er i færd med at bygge nyt hus. Et liv, der burde være fremadrettet, men som lige nu er sat i stampe. Jeg håber for ham, at han kommer ud på den rigtige side, og med et minimum af skader. Om han kommer tilbage til livet, jobbet og hverdagen vides endnu ikke.

Så den tredie december er ikke ligefrem en helds-dag i min verden!

Reklamer

3 kommentarer (+add yours?)

  1. Evi
    dec 05, 2006 @ 11:38:46

    Kære Helle

    Nej det er det bestemt ikke!
    Når det lige var den dato din mor døde, så er det klart at du synes det er en uheldsdato. Mærkeligt sammentræf.

    Det er da frygteligt, det der er sket din kollega!
    Det er jo fuldstændig uforståeligt at nogen så ung får en hjeneblødning. Jeg håber sandelig også at han kommer over det.

    Kærlig hilsen Evi

    Svar

  2. helleq
    dec 06, 2006 @ 09:36:25

    Ind til videre ligger han stadigt i coma. Så vi ved ikke noget endnu.

    Svar

  3. Evi
    dec 07, 2006 @ 09:00:27

    Det er ikke godt!
    Jeg bliver både ked på dine vegne og bange for ,at det kan ske for nogen jeg kender.Livet er skrøbeligt, og vi må sætte pris på vore kære mens vi har dem.
    Forleden var jeg med min mor på planteskolen og købe et juletræ til hendes altan.Hun havde snakket om, at hun måske ikke ville have et i år, fordi det var besværligt at slukke julelysene ved kontakten ved gulvet, men vi fik da købt et meget flot et, og hun blev glad over at hun havde ladet sig overtale. Det gjorde også mig glad,men hvert år, når vi har sat det op, tænker jeg på om dette bliver hendes sidste jul. Jeg glæder mig over at hun har levet så længe, som hun har, men undrer mig også, for hun har været storryger, og holdt først op for snart to år siden. Jeg har altid været bange for, at det skulle tage hende tidligt fra mig. Nu lider hun af KOL, og er altid forpustet. Det er ikke rart at se hende sådan, men hun lever trods alt, bor stadig hjemme og klarer sig rimeligt og er heldigvis mest i godt humør. Jeg sætter stor pris på de hyggelige timer vi har sammen, og allerbedst er det, når hun har lyst til at komme med ud, som f.ex.turene på planteskolen. Denne gang var det også meget hyggeligt.

    Kærlig hilsen Evi

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: