Imod tiden

Jeg havde en uge til jeg skulle skrive speciale. Ikke alene, men sammen med to andre. Så jeg kaldte dem til møde, hvor jeg fortalte at min mor var blevet syg, og at jeg pt. ikke vidste hvor slemt det stod til. Sagde at vi i værste fald kunne komme til at arbejde mere struktureret end ellers, hvis jeg var nødt til at hjælpe. Sagde at alternativet var at jeg ventede med specialet. Men mine studiekammerater stod ved min side, og sagde at vi arbejder og tager den derfra!
Så vi gik i gang med et meget storstilet projekt, jeg satsede oveni på at færdiggøre et ekstraspeciale, som jeg allerede havde meldt til, og håbede på det bedste.

Det stod hurtigt klart at det nok ikke var så godt med min mor. Hun blev indlagt og lægerne afsnørede den kræftramte nyre for at få den til at “visne”. Og for at forhindre yderligere spredning. Men det var for sent! Knuden i hendes kæbe var ikke den eneste metastase, og lægerne fortalte at det var gået i blodbanerne, og at der nok ikke var så meget at gøre – bortset fra at give hende nogle stråler og se om kræften i kæben svandt. Det gjorde den heldigvis, og min mor var i en kort periode i stand til at tygge sin mad, hvis den ikke var for sej.

Vi hørte om et projekt i Århus, hvor de via genterapi måske kunne hjælpe på hendes form for kræft. Jeg tiggede, bad og truede hende til at tage derop og i det mindste gøre et forsøg. På det tidspunkt var hun stærkt forpint, så ambulanceturen til århus var et mareridt for hende, men hun gjorde det da. For min skyld.
Desværre var svaret i Århus, at hvis hun var kommet i april i stedet for oktober, som det nu var blevet, så havde de kunnet redde hende. Men hvis de behandlede hende nu, ville hun dø på stedet!

Så der brast det sidste håb!

I stadet blev hun tilbudt palliativ strålebehandling, der i det mindste fjernede de værte smerter hun havde. Det tog hun imod, og detvar en befrielse for os alle, at hun pludseligt ikke skulle bæres helt hver gang hun skulle på toilettet, rart at mærke, at det ikke var smertefuldt, når jeg havde hende i bad ( havde lavet en aftale om at når hun skulle i bad, mødte jeg senere til projektet, og kom efter morgenbad, og hygiejneting), mærke at hun livede lidt op og på sin egen måde blev foretagsom. Hun havde ikke kunnet gå selv siden august , men nu kunne hun gå lidt med støtte.

Vi tog hende i denne gode periode med ud på tur i haven, hvor vi kiggede på hendes elskede blomster. Hun fortalte om de forskellige stauder, træer og buske og beklagede, at nu var det sidste gang hun så rosen blomstre, snusede til en smuk blomst og nød solen varme hendes efterhånden tynde krop.
Vi startede bilen og kørte hende over i kolonihaven- hendes fristed, dom hun havde gjort til en ualmindelig smuk oase – hun havde helt specielle grønne fingre. Her gik vi ned til huset, som de havde bygget helt fra bunden, fandt en stol, så hun kunne sidde under det gamle æbletræ og nyde både årets og hendes egen indian sumer for den aller-aller-sidste gang.
Det var så smertefuldt at vide, at hun havde ret, når hun ærgrede sig over at hun ikke nåede at se det æbletræ hun havde købt i foråret blomstre nogensinde, og at det var sidste gang hun så sin elskede have. Vi var alle meget kede af det, og græd lidt på forskud over det uundgåelige….

Hun kom ud på sygehuset i Odense igen, hvor hun fik de sidste stråler, og fik spurgt, hvad er der igen? Seks dage, uger , måneder eller år? Det ærlige svar, der kom, var at det nok nærmest var seks uger der var tale om. En barsk besked, men også håndterbar, for nu var der ting at gøre.

Min mor havde for år siden fået bogen om “min sidste vilje” Den var tom, men nu fik vi snakket igennem, hvad hun ønskede. Hvilke salmer, hvad med bagefter? Hvilke blomster på kisten, hvilken type begravelse? Brændes, sten med navn på , en lilla urne, roser og fresier på båren- som i brudebuketten. Min mor ringede selv til en ven, der var præst og bad ham om at forrette begravelsen, da hun ikke havde den store fidus til sognepræsterne i deres sogn. Han sagde ja, selvom det ikke var det han plejede at gøre mest i ( han er ikke sognepræst). Men det glædede min mor, at det var en kær, god gammel nabo og ven, der skulle sørge for farvellet i kirken.
Skriften på gravstenen valgte vi også sammen, og midt i alt det sørgelige, var det på en måde en lettelse at vide, hvad hun skulle have på i kisten, når det var tid, i stedet for at skulle gætte.

I november begyndte hun så småt at få det dårligere igen, og vi aftalte at jeg skulle søge orlorv lige efter min eksamen sidst i november. Det kunne være rart at vi fik den tid sammen, og samtidigt ville det aflaste min far , som stod med meget arbejde alene. Jeg fik samtidigt – lidt imod min fars vilje, for han ville jo gerne klare alt selv – ringet til hjemmeplejen og fik en aftale i stand med dem, da det var tydeligt at min mor havde brug for ekstrapleje og smertelindring.

Hjemmeplejen begyndte at komme hver dag, i starten hver fjerde dagtime- senere hver tredie time, hvor min mor fik morfin. Det var rart at se at hun ikke skulle lide unødigt.
Jeg fik min eksamen ( med et 10-tal), og flyttede hjem til mine forældre.

På det tidspunkt var det begyndt at gå stærkt, hun kunne ikke støtte på benene mere, svulsten i kæben voksede, appetitten svandt, og hun havde problemer med at spise de 8 panodiler plus sin hjertemedicin. Mad gav hende kvalme, og fik vi hende lokket til at spise lidt, var det en succes.

Det blev sidst i november, og nu ville hun ikke spise mere, kunne ikke – forsøgte slet ikke mere, og pillerne blev opgivet . Som det sidste var det hjertemedicinen, der styrede hendes hjerteslag, der ikke kom ned. At drikke blev også et problem, og vi kunne mærke hun svandt hen…

1. december havde de bryllupsda, den 39. og sidste. Vi samledes allesammen om eftermiddagen for at fejre det. Min mand og ungerne kom ind, min bror og hans søn kom også, og vi drak kaffe samen. Min mor forsøgte virkeligt at holde sig klar til den dag, men hun var desværre ikke klar, da de kom. Hun lå inde i soveværelset og var kun delvist bevidst om at de elskede børnebørn var der.

Vi fortalte børnene at de skulle gå ind og sige ordentligt farvel, og at mormor/ farmor var ved at dø. At det nok var sidste gang de så hende i live, så hvis de ville sige noget særligt til hende, så var det nu de skulle gøre det!

Børnene fik sagt farvel, og jeg er sikker på, at hun vidste at de var der!

Den anden december gik med at hun skiftevis var bevidst, klar, uklar og sovende. Det var hårdt at se på, fordi hun ikke var i stand til at drikke, og vi vidste at døden var næste stop. Min far og jeg skiftedes til at sidde hos hende, hjælpe hende op at sidde lidt, rette på hendes puder osv, mens den anden sov, spiste osv.

3. december havde jeg passet hende til klokken seks om morgenen, ventet på sygeplejerskerne skulle komme med morfin, og gik så i seng. Min far tog hende på badeværelset, hvor hun sagde : Tør… Min far svarede, ja du skal tørres, hvortil min mor sagde : Nej, tør ikke …tør ikke dø!
Så selv i det stadie hun nu var i, vidste hun det. Det var tid til at give slip, når hun turde!

Sygeplejersken kom om formiddagen, hvor hun rådede os til at ringe efter min bror, hvis han skulle være der, når det var tid. Han tog fri og kom også. Vi småsnakkede, sad alle i stuen, hvor min mor lå på sofaen og sov.
På et tidspunkt om eftermiddagen vågnede hun op, ville op at sidde. Vi fik hende op lidt, hvor hun småsnakkede- lidt sort, og så ville hun ned igen. Da vi lagde hende, ville hun have et knus af min bror. Han gav hende et, hvorefter hun sagde ” Også Helle”.
Jeg gav hende grædende det sidste knus, som hun var bevidst om, kyssede hende og sagde at jeg elskede hende og at hun gerne måtte give slip nu. Det var SÅ hårdt, så intenst og samtidigt så nært.
Hun lagde sig derefter til at sove, kom ikek til bevidsthed mere, og klokken halv ni om aftenen begyndte hun at trække vejret anderledes. Kroppen gik i kramper og vi sad alle hos hende i sofaen og holdt hendes hænder, aede hendes kinder og ventede på det sidste suk.
Kvart i ni kom der en voldsom krampe, og hun krummede sammen, hvorefter hun ikke havde smerter mere. Hun var død.

Mens hendes mand og to børn sad med hende. Og var det den værste måde at sige farvel på?

Vi tændte derefter et lys for hende, og ringede efter en sygeplejerske.

Sygeplejersken kom, og vi lagde hende ind i soveværelset , og gjorde hende i stand som hun havde ønsket. Redte hendes krøllede viltre hår for sidste gang. Valgte et par blondetrusser, for hvorfor skulle det være kedeligt? Og den ønskede natkjole. Puttede hende med et lagen over, hvor hun lå, som om hun bare sov.

Derefter kom det svære med at ringe rundt til familie og venner. Nogle kom allerede forbi samme aften, andre kom forbi og nåede at sige farvel i soveværelset dagen efter og andre igen ventede med afskeden til kirken.

Om eftermiddagen dagen efter kom hun i kisten og forlod hjemmet.

Og jeg tog hjem til min egen familie med følelsen af at have været der som jeg burde!

Og at komme hjem til livet, til børnene og min mand, var hvad jeg havde brug for nu!

Reklamer

2 kommentarer (+add yours?)

  1. Anonymous
    apr 19, 2006 @ 10:02:00

    Kære Helle

    Dette var overvældende!

    Det er meget hårdt at skulle sige endeligt farvel til dem man holder af.
    Jeg gruer for den tid, hvor det bliver min tur til at tage afsked med mine forældre.Det har været tæt på flere gange med min far,da han pludselig fik en voldsom infektion, som på få dage gav blodforgiftning, så han skulle i respirator. Det kom han, inden jeg havde fået besked om, at han var syg.
    Din beretning gør mig meget ked af det på dine vegne. Alt det du har skullet klare, og din sorg over at din mor kunne være blevet behandlet, hvis hun var blevet henvist tidligere, det er så gribende, så sørgeligt. Jeg ville sådan ønske, at du kunne have haft din mor meget længere.
    Jeg synes du har givet din mor en helt vidunderlig afsked ved at være der for hende i den svære tid, mens hun blev sygere, og da hun døde.
    I har tydeligvis fået nogle gode stunder sammen i det forløb, og fået mulighed for at vise jeres kærlighed til hinanden.Det må være det, der har givet dig styrken til at klare det, og at komme igennem sorgen bagefter.Jeg har dog på fornemmelsen, at du ved at skrive alt dette ned her, får bearbejdet nogle tanker, som alligevel har hobet sig op,og jeg er meget glad for at jeg får lov at læse med.

    Mange kærlige tanker fra Evi

    Svar

  2. helleq
    apr 21, 2006 @ 14:18:00

    Jeg har ihvertfald fået det gentænkt. Og der er masser af detaljer der mangler, men jeg tror at jeg i det store hele har beskrevet forløbet.
    Og ja, nærheden og de tætte stunder gjorde at vi fik snakket frit om mange af de ting, man ellers aldrig får sagt- godt som skidt. Vi tog simpelthen en spørgsmål og svar dag, og det burde alle have muligheden for.

    Kærligst Helle–>

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: