Tanker omkring et guldbryllup

Vi var jo til guldbryllup fredag. Det satte forskellige tanker i gang, da vi var der. Hvor mange når mon at holde guldbryllup?

Min faster og onkel blev gift da de var 19 og 20 år gamle ( graviditet, naturligvis) og det var dem , der havde guldbryllup.
Mine forældre var 19, da de blev gift – ikke graviditet, for jeg var med til brylluppet , men det var også en skandale der i starten af tresserne! Og havde det ikke været for min mors alt for tidlige død for fem år siden, havde de jo nok også fortsat med at være gift i deres tid ud.

Vi er selv blevet gift forholdsvist unge – jeg var 24 og husbond 23, så vi har vel også potentiale for at nå guldbrylluppet engang ad åre?! Vi skal jo bare fortsætte en del år mere- sammen.

Men hvad med alle dem, der først gifter sig når de er omkring de tredive? Hvor mange når at leve så længe sammen? Og er det derfor at man blæser kobberbryllup og sølvbryllup mere op nu i disse tider? Eller er det fordi man bare har flere penge mellem hænderne nu?

Vi valgte at tage til Thailand i tre uger, med børnene, da vi havde kobberbryllup. En ferie vi alle husker og mindes med glæde. Jeg tror personligt ikke at en fest havde været mere mindeværdig end den ferie.
Til gengæld holdt vi så vores runde fødselsdage med mange gæster- fordi det var sjovere og mindre højtideligt- og vi hørte til guldbrylluppet at de unge stadigt husker husbonds fødselsdagsfest med 70 børn- unge- gamle, der spillede rundbold, pakkeleg og kom som de var, som en FED fest!

Hvad vi engang gør, når vi skal have sølv- og guldbryllup, ved jeg ikke endnu? Om vi holder fest eller rejser ud igen, ved jeg ikke. Det må tiden vise, for jeg føler mig ikke forpligtet til at holde fest, bare fordi… Så meget flinkeskole er jeg ikke!

Men en ting er sikker, vi holder sammen livet ud, husbond og jeg! For jeg elsker ham søreme!
Han er stabiliteten og roen i mit liv og min trofaste støtte, både når det går godt og skidt, han er ganske enkelt guld!

Reklamer

5 kommentarer (+add yours?)

  1. Anonymous
    mar 22, 2006 @ 11:12:00

    Kære Helle

    Din snak om guldbryllup har også sat tanker i gang hos mig. Jeg har kun oplevet mine svigerforældres.Mine forældre nåede at blive skilt ca. 8 år inden de kunne have holdt deres.Det gik helt galt efter min far blev pensioneret, så det var det bedste for dem, men vemodigt at tænke på.
    Selv vil jeg aldrig opnå det, da jeg blev sent gift, men kendt min mand længe har jeg trods alt. Han er ligeså vigtig for mig som din er for dig. Dejligt at I er så sammentømrede og glade for hinanden.

    Kærlig hilsen Evi

    Svar

  2. Anonymous
    mar 22, 2006 @ 11:25:00

    Kære Helle

    Det er sket flere gange at mit indlæg forsvinder, før jeg får det postet, så derfor vil jeg skrive kortere men flere.
    Det gør mig ondt at du har mistet din mor alt for tidligt.Det må have været hårdt for dig og familien. Selv er jeg meget glad for at jeg stadig har mine gamle forældre, og at min søn endnu har to bedsteforældre.
    Jeg tror du har ret i at folk fejrer deres kobberbryllupper mere i dag, både fordi de ikke regner med at nå sølv- og guldbryllup, men bestemt også fordi man har flere penge.
    Det lyder til at være en dejlig beslutning I tog om at fejre jeres kobberbryllup i Thailand. Fortæl gerne mere om drømmefreien, hvis du vil.

    Kærlig hilsen Evi

    Svar

  3. helleq
    mar 28, 2006 @ 22:34:00

    Kære Evi.
    Det er sjovt – min far bor nu sammen med en kvinde, der selv er blevet skilt 4 år før hun kunne holde guldbryllup, og det var også i forbindelse med hendes pensionering. Jeg ved ikke hvad der sker? Og dog, jeg tror at det er tanken om IKKE at kunne tage afsted på arbejde og være en fuldt gyldig person, der skræmmer. Nu er man NØDT til at tilbringe hele tiden sammen – eller ihvertfald også de 37 timer, hvor man ellers har været adskilte?
    Jeg tror at vores forældres generation måske ikke har været så fokuserede på tosomhed som vi nok er? Jeg ved det ikke, men håber da at både du og jeg beviser at hvis man tænker over tosomhedens glæder på forhånd, så er man i stand til at tackle dem?! Jeg vil ihvertfald gøre mit til det.

    Svar

  4. Anonymous
    mar 29, 2006 @ 10:30:00

    Kære Helle
    Du har ret, det er vigtigt at have noget fælles at glæde sig over, men man kan nok ikke forberede sig på alt og man forandrer sig jo og måske i hver sin retning.
    Min mor havde længe gået hjemme og var vant til at have meget tid for sig selv, og min far havde en drøm om at bo i sommerhuset, hvilket min mor absolut ikke ønskede. Der var altid så meget at gøre, min far havde mange projekter i gang, og min mor kunne ikke følge hans tempo, og havde ikke den samme energi.Det endte med at han flyttede derop alene.
    Jeg må indrømme jeg gruer også lidt for hvordan det bliver, når vi bliver ældre, men arbejde på sit forhold skal man jo hele livet, så det gør vi.

    Kærlig hilsen Evi

    Svar

  5. helleq
    mar 30, 2006 @ 19:51:00

    Kære Evi
    Jeg tror på, at man ikke bare skal håbe på det bedste, men tro fuldt og fast på at det bare går!
    Og forhåbentligt er man doven og glad nok til at blive sammen altid.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: